minbaad.dk
torsdag 16. august

Junior-båden Svip er Walsted-værftets byggenummer 9 og har været bådebygger Aage Walsteds egen båd. I næste uge er den til Svendborg Classic Regatta. Foto udlånt af Walsteds Bådeværft, Thurø.

Aage Walsteds Junior-båd Svip er med i Svendborg Classic Regatta

Walsted-værftets nybygning nummer 9, bådebygger Aage Walsteds egen Junior-båd fra 1950, er blandt deltagerne i Svendborg Classic Regatta. 60 klassiske lystfartøjer er med, heraf 15 Folkebåde.

Denne uges Svendborg Classic Regatta er også en markering af Junior-bådens 90 år. En halv snes Junior-både deltager, og J-163 Svip vil sikkert påkalde sig særligt beundrende blikke.

Svip blev i 1950 leveret af Aage Walsted fra det kendte værft på Thurø. Kunden til nybygning nummer 9 var øjenlæge Axel Quist i Svendborg.

Det fortæller Søsiden fra Fyns Amts Avis. Se flere billeder af båden i avisen.

I 1980'erne blev Svip med datteren Bettina Walsteds indsats købt tilbage til Walsted-familien. I dag ejes Svip af afdøde Aage Walsteds svigersøn, Benny Skødt-Rasmussen, Haderslev:

- Min svigerfar havde den som hygge-projekt på sine ældre dage. Han sejlede ikke så meget i den, men elskede at pusle med træværket, fortæller Benny Skødt-Rasmussen. Båden er stadig superflot passet, og den er flere gange præmieret for sin stand.

- Jeg sejler meget i den. En Junior-båd er et fantastisk skib. Velsejlende og let sejlet - også for sejlere på min alder, siger den 68-årige Benny Skødt-Rasmussen. Han er optaget af sejler-VM i Aarhus, så det bliver et par venner, der sejler Svip på Lunkebugten.

Juniorbåds-projektet blev i sin tid sat i gang af Kongelig Dansk Yachtklub, KDY. Båden benævnes også KDY 15 Kvm. Tallet angiver sejl-arealet.

Fra starten af 1960'erne tillod klassereglerne Junior-både at bruge sejl af kunststof. I 1977 blev der åbnet for Junior-både bygget i glasfiber.

435 bygget Juniorbåde

Kim Hein Hansen fra Juniorbådsregistret oplyser, at båden er bygget i ca. 435 eksemplarer, heraf 29 i glasfiber.

Efter nogle år med faldende deltagertal, lyder der nu glade meldinger fra øhavs-sejlklubberne, der sammen med lystsejladsmuseet og Maritimt Center står bag Svendborg Classic Regatta.

Op mod 60 klassiske lystfartøjer ankommer torsdag til Jessens Mole i Svendborg og gør klar til kapsejladser og andet sjov fredag-lørdag.

Blandt deltagerne er en række af de legendariske Coronet-speedbåde plus lystsejlads-museets to historiske motorbåde samt museets nyrenoverede Knarr-sejlbåd. Største felt er Nordisk Folkebåd med 15 tilmeldte både.

Aage Walted ses her på Juniorbåden. I dag ejes Svip af afdøde Aage Walsteds svigersøn, Benny Skødt-Rasmussen, Haderslev. Foto: Walsteds

Kilde. Søsiden, Fyns Amts Avis

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET