Gå til hoved-indhold
Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen har ikke problemer med at holde humøret oppe på land. Foto: Sara SulkjærKapsejlads
Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen har ikke problemer med at holde humøret oppe på land. Foto: Sara Sulkjær

Vinden dør i Aarhus - VM-sejlere er gået i venteposition

Ikke en vind rør sig på Aarhus Ø, hvor sejlerne må væbne sig med tålmodighed. I Nacra-klassen og i mændenes 49er er sejladser tidligere skudt i gang.

Af Sara Sulkjær |

Flagene hænger slapt på havnepromenaden i Aarhus, mens sejlerne kigger længselsfuldt efter blot en smule vind over Aarhusbugten. 

Alligevel er smilene fortsat store på de solbrune sejleransigter. Smil, der blandt andet ses hos de forsvarende verdensmestre Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen. 

- Det er nærmest hverdag for os. Vi tager det stille og roligt, her er jo ikke engang sol nok til, at vi kan blive skoldede, griner Jena Mai Hansen, der derfor har slået sig ned på parrets 49erFX'er. 

VM starter for alvor onsdag

Teamet troede ellers kort, at de havde fået grønt lys til at tage på vandet, men så faldt vinden igen, og sejlerne kan endnu engang gå i den venteposition, som de har indtaget så mange gange før.  

- Vi snakker lidt med de andre landsholdssejlere, forsøger at holde energien oppe og sørger for at spise, forklarer sejlerne. 

Også i morgen bliver rolig for 49er-sejlerne, der har en hviledag i vente. Onsdag og torsdag går VM så for alvor i gang, når to dage med finalesejladser er på programmet:

- For os går det først rigtig i gang efter de indledende sejladser. Det er så tæt i toppen, at det ikke betyder meget, hvilken placering vi har inden finalesejladser, forklarer Katja Salskov-Iversen.

Fratrækker til Lin og CP

På Nacra-banen er vinden mandag ved 14-tiden ligeledes forsvundet. Her er det dog tidligere lykkes at skyde én sejlads i gang. 

De bedste danskere, Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck, gik her i mål på en lidt ærgerlig 9. plads, der straks går ind som teamets fratrækker. Dermed ligger sejlerduoen på en øjeblikkelig 16. plads.

Også i mændenes 49er er der mandag eftermiddag blevet sejlet. Her er Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl bedste danskere på 20. pladsen. 

Selvom vinden tilsyneladende gemmer sig godt, kan dommerne fortsat nå at skyde de planlagte sejladser i gang. Helt frem til solnedgang kan der nemlig sejles på Aarhusbugten. 

Mandag ved 14.30-tiden venter samtlige VM-baner på mere vind. Foto: Sara Sulkjær

content-loader
content-loader
content-loader