minbaad.dk
torsdag 16. august

Anne-Marie Rindom havde en yderst vanskelig torsdag ved VM. Alligevel slutter hun dagen i top-3. Foto: Sailing Energy

Rindom klar til medaljekampen efter dramatisk VM-dag

Fæl sidste sejlads så ud til at koste dyrt for Anne-Marie Rindom, men en 'retired' til konkurrenten på tredjepladsen sender danskeren på medaljekurs. Cenholt og Lübeck ligger samtidig toer i Nacra.

Kapsejlads | 09-08-2018 22:08 | Af  Sara Sulkjær

Dansk sejlsport bookede torsdag de to første pladser til de olympiske sejladser i Tokyo i 2020.

Pladserne blev sejlet hjem i Laser Radial og 49erFX. Hvis alt lykkes, kan yderligere tre OL-billetter komme i hus fredag, hvilket i givet fald vil sikre opfyldelse af Dansk Sejlunions primære målsætning for VM i Aarhus.

Dramatisk dag for Rindom

Det sker efter en dag, der bød på både op- og nedture på tværs af klasserne.

Især Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom oplevede én af karrierens mest turbulente dage.

Hun lagde formidabelt ud med en treer i første sejlads og lå herefter nummer ét samlet. Til gengæld helkiksede hun i anden sejlads med en 33. plads efter en dårlig start, som hun aldrig fik kæmpet sig fri af.

Placeringen sendte hende ned på en fjerdeplads i tabellen – langt fra podiet – og dybt skuffet fortalte hun tilstedeværende medier om, hvordan et ellers velsejlet stævne faldt sammen for hende til allersidst.

Men…. I sejlsporten kan der altid ske ting og sager længe efter, sejlerne har passeret målstregen. Således indløb der først på aftenen en opdateret stilling med Rindom tilbage i medaljespillet på en samlet tredjeplads efter at amerikanske Paige Railey var blevet noteret som "retired" fra én af dagens sejladser.   

Derfor går Rindom nu ind til Medal Race fredag fra bronzepladsen. Hun har 13 point op til sølvet, til gengæld blot tre point ned til førnævnte Railey på fjerdepladsen. Så nyt drama vente forude.

Verdensmestre i storform

I 49erFX-feltet leverede de forsvarende verdensmestre Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen en pragtserie med placeringer som 4, 6 og 2, hvilket løfter dem fra 12. pladsen op som nummer fire. De har fire point til bronzen, og i yderste teori kan de stadig forsvare VM-guldet.

- For første gang under stævnet følte vi, at vi havde valgene med os rundt på banen. Det var fedt. Nu gælder det Medal Race, vi må gå ud og fyre den af og se, hvad der sker, fortæller Katja Salskov-Iversen i en pressemeddelelse.

For Ida Marie Baad og Marie Thusgaard begyndte dagen glimrende med en tredjeplads. Herfra gik det galt. En straf tidligt i anden sejlads sendte dem ned bagerst i feltet, hvilket endte ud i en 29. plads.

Ikke meget bedre gik det i tredje sejlads med en 23. plads. Med fem tocifrede placeringer i de sidste seks sejladser har Baad og Thusgaard sejlet sig ud af medaljespillet – men kan glæde sig over at have været med til at sejle den danske OL-plads hjem. Og lørdag venter en særlig oplevelse…

- Vi glæder os helt vildt til at give den gas foran alle dem, der kommer ned og hepper og kigger, siger Marie Thusgaard om udsigten til Medal Race på en forhåbentlig tæt pakket tilskuertribune på Aarhus Ø.

Nacra rykker op som toer

I Nacra 17 indledte Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck sejladserne i guldfeltet med to gode og en tung placering – henholdsvis 5, 21, 3, hvor 21'eren nu tæller som deres fratrækker. Samlet rykker de frem fra fjerde- til andenpladsen i en tæt topstilling.

Dagens store danske opmuntring kom i 49er, hvor Mads Emil Lübeck og Nikolaj Hoffmann Buhl med en stærk 1, 16, 2, 15-serie formåede at rykke frem fra en 22. plads helt op som syv'er. 

- Vi er lettede og temmelig rørte. Alle kommer over og giver os krammere, fordi vi har sejlet godt. Det er fedt. Vi vidste før VM, at vi har farten og niveauet til at være med, vi skal bare ramme det lidt oftere, end vi har gjort hidtil, forklarer Mads Emil Lübeck.

Tæt på flere OL-pladser

Egentlig så det ud til, at præstationen havde sikret Lübeck og Buhl en plads i Medal Race og – nok så vigtigt – en dansk nationsplads til OL. Men torsdag aften kom der så meddelelse om, at 49erne skal på vandet til yderligere to sejladser fredag.

Dermed kan der stadig rykkes grundigt i tabellen.

I RS:X er Lærke Buhl-Hansen fortsat på kurs mod en OL-plads. Efter en 13, 23, 9-serie er hun samlet 11'er i tabellen – og ligger lige nu komfortabelt til nationspladsen.

Sebastian Fleischer har til gengæld sværere ved at finde VM-rytmen. Med en skuffende 31, 21, 31-serie torsdag er han samlet nummer 23.

Fredag står VM-programmet på Medal Race i Laser Radial med Anne-Marie Rindom. Nacra'erne har tre sejladser i guldfeltet, det samme har de to RS:X-klasser. 49erne har to sejladser, mens 49erFX har hviledag før Medal Race lørdag.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET