Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jan Christiansen holder til ved Aarhus. Han er selv tidligere Europajolle-sejler. Foto: Dansk Sejlunion

Talentudvikler Jan Christiansen nomineret til stor talentpris

Dansk Sejlunions talentudvikler Jan Christiansen er nomineret til Team Danmark og Salling Groups Talentpris for sit store arbejde med talenter. Vinderen kåres ved DRs sportsgalla, SPORT 2018, 5. januar 2019.

Af Troels Lykke |

Bevæger man sig i dansk sejlsports talentmiljø er man uden tvivl stødt på Jan Christiansen. Siden starten af 90’erne har århusianeren været fast bestanddel af udviklingsmiljøet i dansk sejlsport på både talent- og eliteniveau.

Samlende figur og kulturbærer

Den store indsats Jan Christiansen har ydet for sejlsporten er ikke gået ubemærket hen i sportens verden.

Det fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

Nu er Jan Christiansen indstillet til Team Danmarks Talentpris der uddeles i samarbejde med Salling Group. Team Danmark skriver i begrundelsen for nomineringen:

Jan Christiansen er en erfaren og kompetent talentudvikler, der har arbejdet med talenter og landsholdssejlere siden 1994. Han er en samlende figur på det danske sejlerlandshold og en kulturbærer for den danske model.

Jan er en mand, der siger tingene, som de er. Han har et særligt blik for miljøet omkring talentudviklingen, er videbegærlig og skubber konstant til rammerne for at gøre tingene bedre og få mere ud af atleter og investeringer.

Jan er vellidt og respekteret i dansk eliteidræt, og han er altid villig til at stille op og dele ud af sin viden og sine erfaringer.

Jan Christiansen er nomineret til Talentprisen i et stærkt felt, som også tæller Thomas Kiel Larsson (Dansk Golf Union) og Svend Aage Sørensen (Badminton Danmark). Vinderen kåres ved årets store sportsgalla, SPORT 2018, den 5. januar 2019.

Godt blik for individet

Dansk Sejlunions direktør Christian Lerche glæder sig over Team Danmarks nominering af Jan Christiansen:

”Jan har været omdrejningspunktet for vores talentarbejde i mange år og har coachet og rådgivet rigtig mange unge sejlere. Han arbejder hårdt for at opbygge et godt talentgrundlag med vores sportsklub-koncept. Han har et godt blik for, hvordan den enkelte unge sejler kan komme videre i karrieren, og han er god til at vurdere potentialet i forhold til det, som kræves for at blive en del af eliten. Jan er ambitiøs på sejlernes vegne og meget direkte i sin kommunikation. For os som forbund og kolleger betyder det meget, at indstillingen af Jan Christiansen også fremhæver sejlsportens talentarbejde som noget andre kan hente inspiration i.”

Om Talentprisen

Team Danmark og Salling Groups Talentpris hylder en person, der har gjort en helt særlig indsats for at styrke udviklingen af danske sportstalenter.

Prisen går til en talenttræner, en sportschef, en ildsjæl i en forening eller i en kommune eller en anden, som i løbet af det seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentarbejdet i dansk elitesport.

Den endelige prismodtager bliver fundet ved en afstemning blandt sportschefer i de Team Danmark-støttede sportsgrene.

Talentprisen blev i 2014 vundet af dansk sejlsports trænerlegende Finn ”Beton” Jensen.
content-loader
content-loader
content-loader