Gå til hoved-indhold
Her er det søstrene Johanne og Katrine Schmidt, Kaløvig Bådelaug, i aktion ved ungdoms VM i Kina. Foto: YSWC.Kapsejlads
Her er det søstrene Johanne og Katrine Schmidt, Kaløvig Bådelaug, i aktion ved ungdoms VM i Kina. Foto: YSWC.

U-VM i Kina: Bedste danskere sluttede på 10. plads

Fredag sluttede World Sailings Ungdoms-VM. Talentudvikler Jan Christiansen er positiv omkring det unge danske holds præstationer. Johanne og Katrine Schmidt, Kaløvig Bådelaug tog 10. plads.

Af Maria Ravn Jürgensen |

World Sailings Ungdoms VM - årets vigtigste internationale event for ungdomsklasserne, er netop afviklet i Kina. Danmark stillede op i seks klasser med en 10. plads i 29er Girls til Johanne og Katrine Schmidt som bedste resultat ved stævnet.

Talentudvikler og holdleder, Jan Christiansen, fortæller:

- Vi kom med et meget ungt hold. Den yngste var blot 13 år, én var lige fyldt 15, og der var fire på 16. Det var tydeligt, at vi manglede erfaring. Men alle var fokuserede og kæmpede godt. Vi har fået masser af erfaring at bygge videre på, og næsten alle på holdet kan være med igen - nogle endda flere gange. Så alt i alt kan vi godt være tilfredse, siger Jan Christiansen i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion. 

Udviklede sig gennem stævnet

- Jeg hæfter mig ved, at flere udviklede sig gennem stævnet. Johan Schubert i Laser Radial er kun lige fyldt 15 år, men han er dygtig og forbedrede hele tiden sine placeringer. Også Michala Norsell i Radial viste gode takter. De har begge fået meget ud af konkurrencen, udtaler Jan Christiansen.

- En 10. og en 12. plads i de to 29er-klasser er cirka, som vi forventede. Johanne og Katrine viste gode ting i de lette vindforhold først i stævnet. Da vi senere fik noget mellemvind, manglede de lidt fysik. Mads og Frederik (29er boys) havde flere gode placeringer og lavede generelt gode starter, men ikke alt lykkedes for dem, lyder Jan Christiansens vurdering.

Svært i Nacra og RS:X

I Nacra 15 var KDY-sejlerne William Johannesen og Emil Kjær på forhånd udfordret af kun meget begrænset Nacra-erfaring. De er normalt 29er-sejlere, men slog over i Nacra for at komme med til YSWC og trænede op til stævnet i Nacra 17.

- William og Emil er to rigtigt dygtige kapsejlere. De var sikre i starterne og havde strategisk overblik, og de prøvede mange ting undervejs. Men naturligt nok manglede de basal Nacra 15-erfaring, og det begrænsede deres muligheder, siger Jan Christiansen om de to KDY'ere, der sluttede på 16. pladsen.

16-årige Emil Lund fra Ho Bugt Sejlklub var på forhånd den eneste på holdet med internationale resultater - dog hentet i Formula. Skiftet ved YSWC til RS:X blev en for mundfuld for den unge vestjyde.

- Emil er en super cool fyr og en rigtig dygtig Formula-surfer. Men RS:X er bare en helt anden verden, og det fik Emil at mærke på den hårde måde. Jeg ved, han har lært utrolig meget, som han tager med videre, udtaler Jan Christiansen.

Et fantastisk stævne med højt niveau

Jan Christiansen skal nu hjem og evaluere stævnet og erfaringerne sammen med resten af Dansk Sejlunions sportslige ledelse.

- YSWC er et fantastisk stævne. Det er en stor sportslig, social og kulturel oplevelse for sejlerne, og niveauet blandt de bedste er virkelig højt. Konkurrencen er hård, og vi ser, hvordan flere topnationer som Holland, New Zealand og USA satser stort i ungdomsklasserne. Vi skal ikke nødvendigvis gøre tingene på samme måde, men vi skal være bevidste om den udvikling, der foregår rundt omkring, og så finde vores egen vej, konkluderer den danske holdleder ved stævnet forud for hjemturen fra Hainan-øen i det sydlige Kina.

Danskernes resultater

Her er danskernes slutplaceringer ved Ungdoms VM/YSWC:

10. 29er Girls - Johanne Schmidt og Katrine Schmidt, Kaløvig Bådelaug

12. 29er Boys - Frederik Bruun og Mads Fuglbjerg, Aarhus Sejlklub

16. Nacra 15 - William Johannesen og Emil Kjær, KDY

21. Laser Radial Girls - Michala Høeg Norsell, KDY

37. Laser Radial Boys - Johan Schubert, Horsens Sejlklub

26. RS:X - Emil Lund, Ho Bugt Sejlklub

23. plads i nationskonkurrencen

I nationskonkurrencen sluttede Danmark på 23. pladsen blandt de 60 nationer. I det nordiske regnskab var det lidt foran Sverige og Finland, men noget efter Norge på 15. pladsen.

Italien blev bedste nation foran Israel og USA - og med velkendte topnationer som Storbritannien, Australien, Holland, Frankrig og New Zealand i top 10.

William Johannesen og Emil Kjær, KDY, endte på en samlet 16. plads i Nacra 15 feltet. Foto: YSWC.

RS:X surfer Emil Lund, Ho Bugt Sejlklub. Foto: YSWC.

content-loader
content-loader
content-loader