minbaad.dk
tirsdag 24. april

Prins Henrik har sejlet i mange år, både i Knarr og Drage. Her et foto fra hans tidligere dage.

Bandolowski fortæller sejleranekdoter om Prins Henrik

Prins Henriks sejlerven, Valdemar Bandolowski, håber Prinsen kommer sig ovenpå sin alvorlige lungeinfektion. - Jeg håber han får ti år mere, siger Bandolowski om sin 83-årige ven.

Kort Nyt | 13-02-2018 11:51 | Af  Troels Lykke

Anekdoter fra bølgerne er der nok af. Og selvom de ikke har sejlet sammen i flere år, står minderne om prins Henrik på Dragen stadig skarpt for den 72-årige tidligere advokat Valdemar Bandolowski.

Her oplevede han Prinsen mest fri for bekymringer og forventninger. Det fortæller han til TV 2 lørdag.

På sin telefon finder Valdemar Bandolowski et billede frem af Prinsen, som han tog, da han sammen med 10 andre sejlede ud på Øresund og ud til Flakfortet en solbeskinnet dag for godt og vel halvandet år siden.

- Det var en fin dag. Han havde arrangeret frokost - og som altid med rødvin. Vi havde en meget hyggelig dag derovre, siger Bandolowski, der har været ven med Prinsen i flere årtier. 

Prinsen havde været initiativtager til den dag, som han havde været til sejlture så mange gange før. Og selvom han ikke har set prins Henrik siden, står minderne fra deres mere end to årtier på vandet sammen stadig tydeligt i hans hukommelse.

- Vi har sejlet imod og senere hen med hinanden i konkurrencer siden 1984, fortæller han.

Da Prinsen tog en nordmand ved næsen

Særligt husker han en episode fra Norge, hvor han og Prinsen skulle sejle Gold Cup - en konkurrence i Dragen.

Konkurrencen blev aflyst på grund af stormvejr, og prins Henrik foreslog derfor, at de sammen kunne køre en tur ned langs kysten for at samle muslinger, som den japanske kok på kongeskibet Dannebrog kunne tilberede.

- Vi kører derudad og kommer så forbi en gammel, norsk stavkirke, de der i træ. Den ville han ind og se, så vi hopper ud af bilen og går ind og ser os omkring.

- Indenfor møder vi en sød, ældre dame, og Prinsen siger til hende, at 'her ser da vældig spændende ud', og de falder så i snak, husker Valdemar Bandolowski.

Prinsen fortæller den ældre kvinde, at han er oppe at sejle kapsejlads, hvortil hun svarer, at hun da mener at have hørt, at den danske prins er med dér.

- Så siger han, 'joeh, det er der vist nok noget om'. Senere spørger han hende, om 'Prinsen ikke er en flink fyr?', og det mener hun nok, han er.

- Da hun går ud af kirken, vender hun sig pludselig om i døren, og så er det som om, femøren falder! Det grinede vi meget af efterfølgende, siger Valdemar Bandolowski, der vandt OL-guld i 1976 og 1980 i Soling med Poul Richard Høj, se foto

Håber på ti år mere

Hvad håber du for ham?, spørger TV2 sejleren.

- Jeg håber, han får ti år til, hvor han kan have det rart med sig selv og sine omgivelser, siger Valdemar Bandolowski.

Måske en sejltur mere?

- Who knows? Det ville være dejligt. Absolut.

Kilde. TV2

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET