Gå til hoved-indhold
Hvorvidt parret igen kan sejle på langtur i sejlbåden må betegnes som yderst tvivlsomt. Foto: FacebookTur
Hvorvidt parret igen kan sejle på langtur i sejlbåden må betegnes som yderst tvivlsomt. Foto: Facebook

Par satser alt på langtur - kæntrer på dag 2

Tanner Broadwell og Nikki Walsh solgte alt for at leve livet på vandet. Nu ligger deres båd på bunden af en kanal i Florida.

Af Sara Sulkjær |

Med deres 28 fod lange sejlbåd lastet med drømme om et eventyrligt liv som langturssejler stævnede 26-årige Tanner Broadwell og 24-årige Nikki Walsh sidste tirsdag ud fra havnen i Tarpon Springs, Florida

Ombord på båden var alt, hvad parret ejede. Alt overflødigt var solgt for at realisere sejlerdrømmen, der i første omgang skulle bringe parret til Key West.

Mistede alt på 20 minutter 

Så langt kom de aldrig. Allerede dagen efter at parret havde vinket farvel til familie og venner, fik turen en brat afslutning, da båden mistede kølen i kanalen i John's Pass

- Jeg solgte alt, jeg havde, for at gøre dette, og jeg mistede alt i løbet af 20 minutter, fortæller Tanner Broadwell til Tamba Bay Times. 

Det var de røde og grønne afmærkninger i kanalen, der ikke stemte overens med sejlernes navigationskort fra 2016-17, har parret selv fortalt. Det fik fatale konsekvenser, da båden sejlede mod det, der formodes at være sandbanker i kanalen. 

Skal selv betale for hævning 

Med til historien hører dog også, at parret ikke har en længere sejlerkarriere på CV'et, men i høj grad har realiseret sejlerdrømmen på kort tid med hjælp fra Broadwells far. 

Ifølge kystvagten må parret selv betale for at få fjernet båden fra kanalen. Et beløb, der kan løbe op på hele 10.000 dollars, svarende til lidt over 60.000 danske kroner. 

Kilder: webalttv.com og tampabay.com 

content-loader
content-loader
content-loader