Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ni VM-billetter kommer yderst belejligt i 49er-klassen. Her ses en af de unge hold foran det nye sejlsportscenter i Aarhus, hvor VM holdes til august. Foto: Troels Lykke

Danmark får ekstra VM-pladser i Aarhus – udtagelseskriterier ændret

Danmark får VM-pladser til stort set alle sejlere på landsholdene – blandt andet hele ni pladser i 49er og fem pladser i Laser Radial. Dermed bliver også VM-udtagelsen ændret.

Af Troels Lykke |

World Sailing er begyndt at uddele "uafhentede VM-billetter".

Det vil sige tiloversblevne VM-pladser, når nationer af den ene eller anden grund ikke gør brug af deres tildelte kvoter til VM-stævnet i Aarhus.

Det fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

Det kommer Danmark til gode. Senest med tildeling af yderligere VM-pladser, så Danmark nu råder over et antal pladser stort set svarende til antallet af danske sejlere og besætninger, der konkurrerer internationalt og er tilknyttet et af de tre landshold – sejlerlandsholdet, ungdomslandsholdet og udviklingslandsholdet.

Blandt andet er Danmark nu tildelt hele ni VM-startnumre i 49er.

Set i forhold til den store takeoff-gruppe af danske 49er-besætninger kommer de ni VM-billetter yderst belejligt, fordi det dermed eliminerer, hvad der ellers kunne risikere at blive en ganske hård VM-udtagelse.

I 49erFX har Danmark fire VM-pladser, mens der i både Nacra 17 og Laser Radial foreløbigt er fem danske VM-billetter til rådighed. 

Ny situation

"Den nye situation betyder, at vi har besluttet at ændre kriterierne for VM-udtagelse," forklarer cheftræner i Dansk Sejlunion, Kristian Kjærgaard og uddyber:

"Hidtil har kriteriet været, at Kieler Woche var VM-udtagelse (Medemblik Regatta for RS:X, red.) Men med de ekstra pladser, vi har fået, giver det ikke rigtigt mening med en udtagelseskonkurrence. Og slet ikke set i lyset af, at flere af vores sejlere hellere vil prioritere andre forberedelser end Kieler Woche frem mod VM."

Tilmelding kan være nok 

I de nye, reviderede udtagelseskriterier skal sejlerne i første omgang – og senest 1. juni (18. maj i RS:X og kitesurf) tilmelde sig VM-deltagelse.

Der sker skriftligt til enten Kristian Kjærgaard eller sportschef Thomas Jacobsen.

"Hvis det på skæringsdagen for tilmelding viser sig, at vi har VM-pladser til alle, ja, så kan man via sin tilmelding betragte sig som udtaget til VM," forklarer Kristian Kjærgaard.

Udtagelse ved Kieler Woche kan dog blive aktuelt i enkelte klasser. Særligt i Laser Standard, hvor Danmark pt. råder over to VM-pladser – men reelt er der flere danske sejlere, der er internationalt aktive. 

Anden vej for RS:X og kitesurf

RS:X-surferne er ikke på programmet ved Kieler Woche. I stedet er Medemblik Regatta sidst i maj valgt som udtagelse.

Tilsvarende gælder for kitesurfing, som også på VM-programmet – og hvor Dansk Sejlunion har det formelle ansvar for den danske VM-udtagelse.

For kitesurferne foregår VM-udtagelsen ved Skvulp HavneKulturFestival i Holbæk midt i maj.

Aktuel status på VM-pladser

Antallet af danske VM-pladser er lige nu følgende: 

49er  -  9 pladser 

49erFX  -  4 pladser

Nacra 17  -  5 pladser 

Laser Radial  -  5 pladser 

Laser Standard  -  2 pladser 

Finn  -  1 plads 

RS:X (m)  -  2 pladser 

RS:X (k)  -  1 plads

Kitesurf (m)  -  4 pladser

Kitesurf (k)  -  1 plads  

content-loader
content-loader
content-loader