Test: Antares 7.8 er til lystfiskeri og tur
Den meget solgte Antares 7.8 herhjemme i 2015 er med en lukket kahyt og er gearet til al slags vejr til familie- eller fisketur. Vi prøvede den i Dragør.
Det var gråvejr, da vi sejlede ud fra Dragør med Antares 7.8. Vi sejlede forbi store fragtskibe og i deres kølvand, der skabte pænt store bølger, kom den franske båd på prøve.
Men det gik godt, båden skar bølgerne fint, dog slog skroget sig tydeligt, bemærkede en potentiel kunde, der var med os på test. Ellers var der ingen rystelser at spore.
Bølgerne blev skubbet godt ud til siden langs det relativt høje fribord, og ganske få bølgeskvulp nåede op og ramte frontvinduerne, hvor de lidt små vinduesviskere sørgede for, at udsynet var intakt.
Antares-bådene er da også sødygtige og skal kunne begå sig i Middelhavet og Atlanterhavet i kæmpe bølger. Rollemodellerne for bådtypen kommer fra fiskerbåde i Frankrig, der har overlevet alverdens storme gennem tiderne som arbejdsbåd.
Stævn holdes nede
Og som i mange fiskerbåde har Antares 7.80 også kahytten og styrehuset placeret langt fremme i den 2,84 meter brede båd. Det er noget, der er med til at holde stævnen nede under accelerationen, konstaterede vi, da jeg gassede helt op på den 225 hk motor fra Yamaha.
Den sejlegenskab skal man rose båden for, da man på mange andre både, jeg har testet, har oplevet, at bådens stævn stejler så meget, at udsynet forsvinder, indtil man får trimmet stævnen ned. Allerede ved 13 knob var den 1,74 tons båd ude af vandet og planede op til en topfart på 32,2 på det relativt flade Øresund.
Beneteau anbefaler en cruisingfart på 20 knob på båden, hvor den lydsvage 4-taktsmotor bruger 25 liter i timen, hvilket gør, at vi fx fra Dragør kunne sejle lynhurtigt til Sverige og tilbage igen på under 25 liter benzin.
Med en hastighed på fem knob bruger motoren kun fem liter benzin, viste instrumentet. Som nævnt sejlede vi med en motor på 225 hestekræfter, noget som kunden, der ejede den nye båd ønskede, men fra værftets side og fra forhandleren side, Risbjerg ved Silkeborg, anbefaler man kun at sejle med en motor på maksimalt 150 hestekræfter.
Driver mindre
Ros må man også give Antares-designer Patrice Sarrazin, der har placeret en dyb såkaldt trinkøl, der gør, at båden dels skærer bølgerne bedre, og samtidig driver båden mindre i sejlads med kraftig sidevind, hvilket er praktisk i havnen, da den bliver mere retningsstabil. Endelig gør kølen, at båden er mere stabil, som en sejlbåd typisk er det, netop på grund af en dyb køl.
Kølen på Antares 7.80 er dog ikke dybere, end at båden kan sejles hen på en trailer og køres efter en bil. Det kræver dog en stor bil på grund af bådens høje vægt samt en køretilladelse fra politiet, da båden er over 2,5 meter bred.
Man sidder godt og styrer på det velpolstrede sæde, og der er en fin fodstøtte, man bruger, når man træder op på sædet, og som man støder fra med i høj sø. Kortplotteren sidder fint og er vinklet, så solen ikke lige kan stå ind på det.
Gashåndtaget er også godt placeret naturligt for ens højre hånd. Den forreste del af sædet kan vippes op, så man også kan vælge at styre, og der er ståhøjden helt fin for en voksen mand.
Jeg kunne nu godt bruge varm luft oppe på ruden, der let kan dugge, men heldigvis kan man åbne skyderuder lige ved førersædet og i modsatte side, hvor en en U-sofa er placeret. Endelig kan man åbne skydelugen i toppen af kahytten og dermed få masser af luft og lys ind.
Et lille sted til madlavning
Noget, der også er praktisk, hvis man laver mad bagved førersædet, der kan skubbes væk, så man kan placere et lille gaskomfur ved siden af vasken og under det 42 liters køleskab.
Man sidder fint og spiser ved U-sofaen, der dog ikke har de dybeste sæder, jeg har set, men det går fint, og udsynet derfra er virkelig i top med de store ruder, der er i salonen. Salonbordet kan sænkes, så man får en halvandenmands seng.
I forvejen er der to gode sovepladser inde i den noget mørke forkahyt, hvor der til gengæld er mange gode steder at stuve ting af vejen. Mere lys er der inde på det pænt store toiletrummet, hvor der er et lille, aflangt oplukkeligt skrogvindue. Højden i toiletrummet er dog kun på 1,75 meters højde.
Stort agterplatform
Som på en rigtig fiskerbåd har man også på Antares 7.80 sørget for, at der er et stort agterdæk, hvor man kan fiske fra, især når man har lagt bordet ned i bunden af båden i en plads under agterdækket. I hver side er der holdere til to fiskestænger.
Og der er flere rum til at opbevare fisk, efter man har fyldt vand i hyttefadene. Vil man bare bruge agterdækket som et solsted, kan man også gøre dette ved at redde en dobbeltseng op, det går lynhurtigt, da sælger Søren Risbjerg demonstrerede det midt på Øresund.
Vil man ud og bade, er det let at gå der ud i højre side af båden, hvor man lige kan træde ud på den højre badeplatform. Vil man sejle over vinteren, er det en fordel at sætte en stor agterkaleche op, der dog koster 18.000 kroner ekstra, men med et webasto-dieselfyr om bord kan man faktisk også få varme på agterdækket, da en dysse med varm luft kan monteres.
Prisbillig
Antares 7.80 egner sig fint til en familie på tre-fire personer, der vil på weekendtur. Den egner sig også til en drengetur, hvor der skal fiskes. Båden har mange gode detaljer, både hvad angår sejlegenskaber og indretning inde og ude.
Der er da også en grund til, at motorbåden har været den mest solgte i sin størrelse i Danmark, hvilket også skyldes den lave pris på 389.900 kroner, hvor man får en 150 hk Yamaha-motor, kortplotter og andre ting med i prisen.
Det er da heller ikke et high end produkt med en masse ægte træ og dyre detaljer, her er tale om, men ét af verdens største lystbådeværfter Beneteau har åbenbart skabt en fornuftig båd, der i praksis kan bruges året rundt, og hvor man får meget for pengene.
Antares 7.80
Længde 7,23 m
Vandlinje 6,97 m
Bredde 2,84 m
Dybgang 0,60 m
Vægt 1,74 ton
Vægt uden motor 1,51 ton
Benzintank 200 liter
Vandtank 100 liter
Motor Yamaha 150 hk
CE certificering C8/D8
Pris med motor 389.900 kr.
inkl. bl.a. kortplotter, toilet
med holdingtank og hynder
Forhandler www.risbjerg.dk
Værft www.beneteau.com