Finn-rookie Henrik Mikkelsen: Er jeg god nok til DM?
Sådan tænkte Henrik Mikkelsen inden weekendens danmarksmesterskab i Finnjolleklassen. Svaret blev et stort 'ja'. Læs hans tanker om stævnet her.
På deltagerlisten var navne med utallige stævner på CV'et, men også et par sejlere, der ikke tidligere havde vist sig på kapsejladsbanen, fandt vej til mesterskabet.
Én af dem var Henrik Mikkelsen, der først i foråret hoppede ombord i Finnjollen.
På Finnjolleklubbens hjemmeside skriver han om stævneoplevelsen:
Jeg har sejlet kølbåd i mange år, men savnede at kunne tage ud at sejle, når jeg havde lyst. Så jeg købte en Finnjolle i foråret og meldte mig ind i Veddelev Sejlklub, da der allerede var seks andre Finnjoller i klubben.
I juni måned kom Jens Kristian, DEN 246, ned til klubben og gav alle os relativt uerfarne Finnsejlere lidt tips og tricks til masteopsætning og bådtrim. Samtidig opfordrede Jens Kristian os til at deltage i DM, for som han sagde, så giver det så meget træning at være på vandet i tre dage, så jeg tog chancen!