Gå til hoved-indhold
Henrik Mikkelsen i DEN 258 sluttede af med en 18. plads i sidste sejlads. En placering, der samtidig blev hans bedste under DM. Foto: Dansk Finnjolle KlubKapsejlads
Henrik Mikkelsen i DEN 258 sluttede af med en 18. plads i sidste sejlads. En placering, der samtidig blev hans bedste under DM. Foto: Dansk Finnjolle Klub

Finn-rookie Henrik Mikkelsen: Er jeg god nok til DM?

Sådan tænkte Henrik Mikkelsen inden weekendens danmarksmesterskab i Finnjolleklassen. Svaret blev et stort 'ja'. Læs hans tanker om stævnet her.

Af Sara Sulkjær |

41 sejlere fra ind- og udland satte i weekenden kurs mod Middelfart og årets DM for Finnjoller.

På deltagerlisten var navne med utallige stævner på CV'et, men også et par sejlere, der ikke tidligere havde vist sig på kapsejladsbanen, fandt vej til mesterskabet.

Én af dem var Henrik Mikkelsen, der først i foråret hoppede ombord i Finnjollen. 

På Finnjolleklubbens hjemmeside skriver han om stævneoplevelsen: 

Jeg har sejlet kølbåd i mange år, men savnede at kunne tage ud at sejle, når jeg havde lyst. Så jeg købte en Finnjolle i foråret og meldte mig ind i Veddelev Sejlklub, da der allerede var seks andre Finnjoller i klubben.

I juni måned kom Jens Kristian, DEN 246, ned til klubben og gav alle os relativt uerfarne Finnsejlere lidt tips og tricks til masteopsætning og bådtrim. Samtidig opfordrede Jens Kristian os til at deltage i DM, for som han sagde, så giver det så meget træning at være på vandet i tre dage, så jeg tog chancen!

For mig var det første gang, jeg deltog i et stævne som jollesejler, så jeg kom med lidt sommerfugle i maven, og det gjorde det ikke bedre, at der var 8-11 m/s vind om torsdagen. Dog lykkedes det at gennemføre alle sejladser og endog at blande sig med toppen af feltet (blot et enkelt opkryds bagud!). 

Som ’rookie’ var det en stor fornøjelse at møde andre Finnsejlere og få sparket dæk og høre gamle røverhistorier. Jeg vil gerne takke for den åbenhed, som er blandt sejlerne. Det er fantastisk, at I ikke er bange for at dele den erfaring, som I har opbygget i gennem mange år. Selv under sejladserne fik jeg staldtips!

Så sidder der andre sejlere ligesom mig, som tænker ”gad vide om jeg er god nok”, så frygt ikke, kom og vær med, du får SÅ meget mere ud af din jolle ved at være med i stævnerne.
content-loader
content-loader
content-loader