Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Frisk vind gav gode, intense sejladser på kort bane. Foto: Dan Ljungsvik

America's Cup-sejlerne Mohr og Røssberg vinder J/70-stævne i Horsens

J/70 Team KDY med Olli Pekka Lurmijarvi, Sten Mohr, Mikkel Røssberg og Pasi Palmu vandt i weekenden årets første J/70 Grundig Sailing Cup på Horsens Fjord.

Af Troels Lykke |

12 korte, intense sejladser blev afviklet på Horsens Fjord, og det hele blev først afgjort i de sidste sejladser, med mindst mulig margin.

J/70 Team KDY med Olli Pekka Lurmijarvi/Sten Mohr/Mikkel Røssberg/Pasi Palmu vandt i weekenden årets første J/70 Grundig Sailing Cup stævne på Horsens Fjord, hvor Horsens Sejlklub og KDY sammen afviklede årets første stævne for klassen.

Det fortæller KDY til bådpressen.

Afgjort i sidste sejlads

Det hele blev først afgjort i de sidste sejladser, hvor der kun var få point mellem de tre hold fra KDY, Horsens Sejlklub og Kungliga Svenska Segel Sällskab (KSSS). De tre hold skiftedes til at vinde søndagens sejladser, og det hele blev først afgjort i sidste sejlads.

Med en stærk serie i søndagens fem sejladser på 1-2-1-4-2 vandt KDY båden med ét point foran en KSSS båd med Oscar Lundqvist/Jacob Lundqvist/Oliver Österberg/Frederik Wahlberg - der igen var 2 point foran en Horsens båd med OL-sejleren Anette Viborg som skipper og Peter Bjerremand/Rasmus Damsgaard/Karsten Møller.

Horsens båden med Anette Viborg ved roret var den båd som vandt flest sejladser, nemlig fire, mens KDY og KSSS bådene havde hver tre sejre. Så de tre teams vandt 10 ud af de 12 sejladser.

Korte intense sejladser

Weekenden var planlagt med i alt 15 korte sejladser, som varede mellem 22-27 minutter, afhængig af om vindstyrke gik lidt op og ned.

De 15 J/70’erne kom til første mærke meget samlet, hvilket skabte meget intense situationer og kamp om layline, så bådene på bagbord halse havde det ofte svært. Ved bundgaten var der også mange tætte situationer, hvor bådene i sidste øjeblik måtte ombestemme sig og tage den anden gate.

Sidste år var sejlads længden 30-35 minutter, og sejlerne var meget tilfredse med de endnu mere intense og spændende sejladser. 

Horsens Fjord viste sig fra sin bedste side, om lørdagen med 5-7 m/s fra vest, solskin men dog køligt pga. den relativt lave vandtemperatur.

Søndagen startede med vindstille og dis, men J/70’erne kunne komme i gang omkring 11.00, og fik 5 super gode sejladser i en stabil østlig vind på 4-6 m/s, igen med sol. Bedre sæsonstart kunne sejlerne næsten ikke få.

Horsens/KDY samarbejde

Årets første J/70 Grundig Sailing Cup stævne blev afviklet i et samarbejde mellem Horsens Sejlklub og KDY, hvor Horsens Sejlklub i weekenden havde to baner på fjorden, en bane for Optimist og andre ungdomsklasser tæt på havnen, og J/70 banen lidt længere ude. 

Dermed kunne de unge sejlere også blive inspireret til J/70 sportsbåden, som en mulighed i deres fortsatte sejlerkarriere. Klassen har nu rundet 40 både i Danmark på få år, hvoraf langt de fleste er klubejede.

Horsens Sejlklub og de mange frivillige hjælpere sørgede for et super velgennemført og hyggeligt stævne med gode sejladser, moleøl, grillpølser og sejlermiddag i den traditionelle Grundig Sailing Cup stil, hvor der både er fokus på intense sejladser samt det sociale i J/70 klassen.

Næste J/70 Grundig Sailing Cup stævne sejles i Rungsted den 9.-10. juni, på en bane sammen med J/80 og i forbindelse med KDY Crown Cup stævnet, hvor der også er en bane for ’voksen-joller’.

Se J/70 Grundig Sailing Cup #1 resultatet her: www.horsens-sejlklub.dk/kapsejlads-i-hsh/results-grundig-cup-2018/

Tidligere Oracle-rorsmand fra America's Cup, den professionelle sejler Sten Mohr, KDY, th., stod alene på præmie podiet og nød sejren, sammen med Horsens besætningen, idet resten af hans besætning skulle nå et fly i København. KSSS holdet skulle nå en færge i Frederikshavn.

Foto: Dan Ljungsvik

content-loader
content-loader
content-loader