minbaad.dk
tirsdag 14. august

Anne-Marie Rindom har vundet verdensmesterskabet én gang i 2015. Foto: Sailing Energy

Rindom om VM: - Jeg tror ikke, hjemmebanen er en fordel

Forventningerne er høje til Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom inden VM. Skiftende vejrforhold på Aarhusbugten gør dog hjemmebanefordelen minimal, fortæller hun til minbaad.dk.

Kapsejlads | 28-05-2018 12:56 | Af  Sara Sulkjær

1.500 sejlere og 400.000 tilskuere (lover VM-organisationen).

Der er lagt op til en ægte folkefest, når sejlere fra hele verden i august skal kæmpe om VM-titler på Aarhusbugten. 

Et stort stævne, som kun de færreste får lov at sejle på hjemmebane. Alligevel er det ikke nødvendigvis en fordel at bære det rødhvide Dannebrog i sejlet: 

- Jeg tror ikke, hjemmebanen er en fordel, fordi der er så skiftende vind. Jeg gad godt, at den var, men det er et meget svært sted at sejle, så jeg tror det ikke, fortæller en ærlig Anne-Marie Rindom til minbaad.dk. 

Mere pres i Aarhus

Podiet står derfor åbent, når sejlerne i de ti OL-klasser vender stævnen mod Jyllands hovedstad. Ti sejlere er, ifølge Rindom, i stand til at hive VM-guldet hjem i Laser Radial-klassen: 

- Alle arbejder hårdt, så det handler om at peake på det rigtige tidspunkt. Hvis jeg kommer i top-5, vil jeg være rigtig glad, men mit drømmemål er en medalje og selvfølgelig en nationsplads til Danmark ved OL, forklarer Rindom. 

Netop her, ved OL i 2016, sejlede den 26-årige atlet ét af sine bedste resultater hjem. En bronzemedalje, der gav den lyshårede sejler spalteplads i de landsdækkende medier, hvilket bestemt ikke er med til at mindske presset på Horsens-sejleren: 

- Når der er så meget pres og opmærksomhed omkring VM, vil jeg selvfølgelig gerne kunne leve op til det. Men samtidig er det bare super fedt, at det sejles i Aarhus, det skal man huske at nyde, understreger Rindom, der som de øvrige sejlere løbende er i kontakt med en sportspsykolog. 

Bacheloropgave kan være en fordel

1. juni sætter Radial-sejleren for alvor kurs mod verdensmesterskabet. Indtil da er træningen skåret ned til blot 3-5 pas i ugen, mens tiden for den idræts-læsende sejler bruges foran computerskærmen. 

Her toner Rindoms bacheloropgave frem. En opgave, der netop omhandler en hængetest til Lasersejlere, og som senest skal afleveres inden den første VM-sejlads skydes i gang.  

Selvom det tager tid, kan skolearbejdet vise sig at være en fordel. Også selvom sejlere som den nykårende europamester og Rindoms evige konkurrent Marit Bouwmeester stort set sejler fuld tid:

- Jeg har trænet hårdt gennem vinteren og været godt kørende i foråret. I den her periode, hvor jeg ikke får sejlet så meget, får jeg ekstra motivation. Jeg kan forestille mig, at det er dér, jeg skal slå hende (Bouwmeester, red.), fortæller Rindom. 

Rindom har fundet balancen

En motivation, som Anne-Marie Rindom tidligere har kæmpet med at finde. At ramme den magiske balance, hvor udøveren peaker under stævnet efter en hård træningsperiode uden at brænde ud, er nemlig en sport i sig selv.

Heldigvis har Rindom i løbet af de sidste par år formået at tage medaljer i disciplinen. Sammen med stævnestrukturen, der byder på en række hviledage til sejlerne, er der derfor lagt op til flot, dansk sejlads: 

- Jeg sejler bedst i skiftende vejrforhold, og det er der stor mulighed for på Aarhusbugten, ikke mindst da der også er hviledage imellem sejladserne. På den måde er det et godt sted for mig at sejle, slutter en optimistisk Anne-Marie Rindom, inden hun atter vender tilbage til skolebøgerne.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET