Blodet rendte, da jeg skar mig på en smuk muslingeskal på den mexicanske ø
Isla Partida. Sveden løb, da jeg på varme december-morgener slog øjnene op i min private sauna-kahyt til temperaturer, der bestemt var en sauna værdig.
Tårerne trillede, da savnet til Danmark og følelsen af ensomhed overvældede mig.
Tre og en halv måned er gået. Selvom den 3. januar ofte syntes utroligt langt væk i horisonten, blev dage til uger og uger til måneder. Måneder, der diskede op med lige så varierende øjeblikke, som de danske fodboldherrer gjorde det under sommerens VM.
Flotte stjernehimle og trætte øjneJeg har på Stillehavet været førstehåndsvidne til spektakulære hval-shows, der bestemt kunne gøre sig på landsholdsniveau. Jeg har fået fornemt besøg af havskildpadder og legende delfiner. Jeg har set en haj.
På den amerikanske ø
Catalina blev jeg overrumplet af den mørke nat med dens utallige stjerner, der sendte mine tanker mod øst og den oppustelige stjernehimmel, som vi 7. klasses-elever for efterhånden en håndfuld år siden fik lov at besøge.
Under en stjernehimmel, der tilnærmelsesvis kunne matche Catalinas, stod jeg på Stillehavet ved roret med en faretruende kvalme og rander under øjnene efter endnu en nat med minimal søvn i den gyngende køje.
Det var fedt. Præcis i dette øjeblik, med tunge øjenlåg og fedtet hår, mærkede jeg drømmen blive til virkelighed: Jeg fik lov at opleve det autentiske og mangesidede langtursliv.
På land mødte jeg et Mexico, der vanskeligt kunne sammenlignes med Udenrigsministeriets gruopvækkende beskrivelser - i hvert fald i de områder, hvor vi sejlede og fik lov at tilbringe tid med hjælpsomme lokale.
Vi er heldige
Men selvom jeg viste mine moves til fællesdans på torvet med de glade mexicanere i Ensenada, har min rejse ikke udelukkende været en dans på røde roser.
Der har været morgener, hvor jeg drømte om at snuppe en af de af undervisningsminister Merete Riisager så forhadte pjække-dage.
At blive liggende under den alt for varme dyne for at tage en pause fra en hverdag, der med børn og et ikkeeksisterende privatliv udfordrede mig mere end mine forældres ganske rimelige ønsker om familietid og deres (tidlige!) lørdagsrengøring nogensinde har gjort det.
For dér, tusindvis af kilometer fra mit trygge barndomshjem i Vestjylland, blev sløret løftet.
Jeg kunne med ét se, hvor uhyre heldig jeg er. At jeg har en sød familie, dejlige venner, et spændende arbejde, sjove fritidsinteresser og er vokset op i et af de mest udviklede velfærdssamfund.
At opleve den taknemmelighed, som følger i kølvandet på sådan en erfaring, har gjort det lettere at lade frustrationerne over de yngre besætningsmedlemmers utrættelige energi og manglen på sjove dage med jævnaldrende forsvinde i hækbølgen.
Langt til bunden
For der er ingen tvivl om, at der har været turbulens undervejs. Alligevel formåede flyet torsdag eftermiddag at lande sikkert i Billund,
tre uger før planlagt, og en glad og taknemmelig passager kunne atter indånde den jyske havluft.
At jeg tog springet og begav mig derud, hvor jeg ikke helt kunne bunde, sætter jeg pris på - også selvom havet var langt dybere, end jeg selv i mine klareste øjeblikke havde forestillet mig.
Tak fordi at også I hoppede med ombord her på Minbaad.dk - forhåbentligt får jeg lov at hilse på nogle af jer på bådmessen i Fredericia om nogle uger.
God vind
Sara
Mens den amerikanske familie sejler videre i deres Nauticat 40, er Sara Sulkjær nu tilbage i Danmark. Foto: Sara Sulkjær
Med en cruisingfart på 6-7 knob for motor skulle der desværre ikke meget til, før amerikanerne drejede motornøglen og trykkede på start-knappen. Her luftes de hvide sejl dog. Foto: Sara Sulkjær
Et absolut favoritsted: Turtle Bay var med sine faldefærdige huse og sin ældre mole et hop ind i det autentiske Mexico. Foto: Sara Sulkjær
Der var langtfra garanti for en god dækning i Mexico. Lokale skilte og pile hjalp sejlerne på vej. Foto: Sara Sulkjær
Selvom livet på en båd har mange charmer, er der også facetter, der klares langt lettere med en bil til rådighed - eksempelvis indkøb. Foto: Privatfoto
Tur
