Gå til hoved-indhold
Båden er designet til sejlads i 5-8 sekundmeter. Foto: BeneteauTur
Båden er designet til sejlads i 5-8 sekundmeter. Foto: Beneteau

Beneteau vil ramme bredt: Ny 30-fods Oceanis til sø- og havsejlads

Med forskellige køl- og cockpitdesigns vil franskmændene lokke nye Beneteau-sejlere til. Se den nye Oceanis 30.1, der har ståhøjde, på Boot i Düsseldorf.

Af Sara Sulkjær |

De store ser småt. Først var det Hanse, der for efterhånden et par år siden designede en 31,5 fod lang turbåd.

Siden har Jeanneau søsat deres en 319 Sun Odyssey-model. En båd, der skulle gøre de dyre Jeanneau-både tilgængelige for et bredere publikum. 

Nu hopper endnu et fransk værft, Beneteau, med på bølgen og lancerer en helt ny 30 fod lang sejlbåd, der får premiere på Boot i Düsseldorf om få uger.

En båd for alle

Værftet selv bryster sig af at have bygget en sejlbåd, der både kan gøre sig på vandet og i havn.

Et lyst og flot interiør kombineret med fine sejlegenskaber skal således sikre adgangen til det brede publikum, der kan bestå af såvel nye som mere erfarne sejlere:

- Oceanis 30.1 er let at sejle, men livlig på roret og stiller nye erfaringer og begejstring i udsigt, lover værftet på sin hjemmeside.

Samtidig har Beneteau valgt at lancere deres seneste skud på stammen med en række forskellige løsninger, således at båden i højere grad kan tilpasses den enkelte køber. 

I cockpittet er der derfor muligt at vælge mellem to forskellige designs. Mens det første design, der består af den traditionelle rorpind, giver sejleren en stærkere føling med båden, vil den dobbelte ratstyring tilbyde yderligere komfort og rummelighed for tursejleren.

Hele tre køltyper, hvoraf de to er svingkøle, er desuden på listen over designs, som den nye køber kan tage stilling til.

Ståhøjde på 1,98 meter

En køber, som selv med en højde på knap to meter uden besvær kan bevæge sig rundt på store dele af båden:  

- Med få ekstra centimeter vundet på strategiske placeringer adskiller Oceanis 30.1 sig fra andre både takket være ståhøjden på 1,98 meter de steder om læ, hvor det er komfortabelt at stå, fortæller Beneteau. 

Desuden kan båden med sin overaltstørrelse på under 9x3 meter hægtes på en bil, hvorefter farvande i hele Europa kan udforskes:

 - Denne robuste, lille, smarte cruiser er lille nok til at traile, hvilket åbner op for uendelige muligheder for sejlads på søer og floder, så vel som kystsejlads og eventyr i høj sø, forklarer de franske designere, som dog har glemt at tage højde for den maksimale trailerbredde i Danmark på 2,5 meter.

Hvad prisen bliver på den nye båd er endnu ikke offentliggjort. 

Om Beneteau Oceanis 30.1:

Længde: 9.53 m

Vandlinje: 8.99 m

Bredde: 2.99 m

Vægt: 3.995 kg

Brændstoftank: 130 L

Vandtank: 160 L

Motor: Max 15 HK

Forhandler: Risbjerg.dk ved Silkeborg

Se flere billeder af båden herunder:

 

content-loader
content-loader
content-loader