Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her sejles der OK-jolle i Danmark 2019. Klik på midt på billedet ude i siden, for at se flere fotos. Grafik: OK-klassen
Kapsejlads
OK-klassen er på billboard i Nyborg City.
Kapsejlads
Der er nu 8 lokale Nyborg-sejlere.
Kapsejlads
OK-klassen promovorer sig i bybilledet i Nyborg før stævnet.

OK-jolle-klassen vækster igen-igen: 55+ joller til årets første ranglistestævne i Nyborg

- Vi havde håbet på 30, og nu er vi næsten det dobbelte, lyder det fra Nyborg-formand Jens Haugaard. I Nyborg er der en ny OK-fleet på 8 både. Finnjolle-es Mads Bendix stiller op i 1-dagsstævnet på lørdag. Journalist og OK-sejler Per Ølholm leverer optakts-artikel.

 

Af Per Ølholm |

Da bladene sidste år faldt af træerne, besluttede en lille gruppe lokale voksne sejlere fra Nyborg sig for at etablere en helt ny og spændstig fleet af OK-joller i Nyborg.

Fokus skulle være på at få mange med, træne hele året og dyrke det sociale fællesskab.

- Som formand har det været spændende at følge. Gruppen er, som vi har hørt fra andre OK-fleets, tidligere kølbådssejlere, som ikke orker bøvlet med at samle gaster og vedligeholde store og dyre racere. De vil bare på vandet – og det er de kommet, siger formand i Nyborg Sejlforening, Jens Haugaard.

Otte lokale joller

Gruppen er i løbet af vinteren vokset til otte joller, og én af OK-klubbens lånejoller er lige nu udstationeret i Nyborg, så nye sejlere kan komme og stifte bekendtskab med denne jolletype, uden at de først skal ud i at investere i grej.

Og da én lånejolle ikke mødte efterspørgslen, gik gruppen ud og købte en gammel strandjolle, som er fin til at lære de første vendinger og kæntringer.

OK-klubben hilser Nyborg-initiativet velkommen og siger, at de viser noget om, at der rundt om i landet er mange voksne, som blot venter på en mulighed for at genopdage sejlads, noget som de måske ikke har haft mulighed for, mens de har været i gang med at stifte familie og etablere sig.

Formand for OK-klubben, Henrik Kimmer Petersen, udtaler:

- Vi ser mange nye medlemmer, som har været væk fra sejlads i mange år, vende tilbage til sejlsporten i OK-klassen, fordi det er nemt, billigt og relativt uforpligtende at sejle jolle. Samtidig kan klassen tilbyde godt socialt samvær og store felter lokalt, nationalt og internationalt.

Ildsjæle i brand

En anden grund til den store tilslutning til weekendens stævne i Nyborg skal findes i de lokale ildsjæle blandt den nyetablerede OK-gruppe, som har været ualmindelige kreative med at skabe opmærksomhed omkring stævnet og samle sponsorer.

Byens elektroniske billboards bugner med flotte reklamer, og eventgruppen har trukket en fuldt oprigget jolle igennem gågaden for at trække sponsorater til stævnet.

Ranglistestævnet i Nyborg lørdag den 13. april får deltagelse fra hele landet, og blandt deltagerne er toppen af ranglisten, ja faktisk er nr. 1 til nr. 7 på ranglisten tilmeldt.

Den danske mester Anders Andersen fra Horsens er ligeledes tilmeldt, samt tidligere danskmester i Finnjolle Mads Bendix, så der er lagt op til en tæt kamp om podiepladserne. Og det bliver under krævende vejrforhold, fortæller formand Jens Haugaard.

- DMI lover koldt vejr med op til 8 m/s. Det holder måske nybegynderne hjemme. Men vi stiller med alt i RIB's og følgebåde, så sikkerheden er i top. Vi glæder os helt vildt, siger han.

Nye fleets i 2019

Succesen i Nyborg står ikke alene. OK-jollen har gennemgået kraftig vækst igennem de senere år. Klassen er attraktiv for mange, da jollen kan sejles optimalt af forskellige vægtklasser, da der er god mulighed for at “nørde” med udstyret og tilpasse ens vægt.

OK-klassen oplever en bred geografisk vækst spredt over hele landet med nye fleets i Sønderborg, Nibe, Korsør og Nyborg.

Formand for OK jolle-klubben, Henrik Kimmer Petersen, fortsætter:

- Vores strategi er at placere OK-klubbens lånejoller i vækst-fleets, og det virker. Eksempelvis har Horsens og Middelfart på få år etableret henholdsvis 16 og 24 joller. OK-klubbens lånejoller er støttet økonomisk af Dansk Sejlunion.

Efter Nyborg-stævnet byder OK-klubbens sæson på ranglistestævner i Esrum, Nykøbing Sj., Lundeborg, Solrød, Svendborg og Hellerup. DM bliver afholdt i Skive.

Udover ranglistestævner er årets højdepunkt Nordisk Mesterskab i Vallensbæk og EM i Kiel.

FAKTA: OK-jollen

OK-jollen blev skabt i 1957 af danskeren Knud Olsen, og den fik snart stor udbredelse i store dele af verden med mere end 10.000 aktive joller. I 1980'erne kastede sejlerne sig over andre jolletyper, og mange OK-joller stod og samlede støv rundt om i havnene.

Men de senere år har de fået comeback både i udlandet og i Danmark. Mange voksne sejlere investerer i en moderne kulfibermast, men ellers er de gamle joller helt ok til kapsejlads.

Enkelte sejlere har dog været trofaste mod OK-jollen gennem alle årene. Jørgen Lindhardtsen, Hellerup, der deltager i sejladsen i Nyborg, har ligget i verdenstoppen i jollen siden 1968.

OK-jollen er fire meter lang, 1,4 meter bred og vejer blot 72 kilo.

content-loader
content-loader
content-loader