100 mil i Fjorden vil udvikle shorthand-sejladsen i Jylland
Nord- og vestjyderne kan til juni for anden gang sejle single- og doublehanded i Limfjorden. Håbet er, at også de østjyske sejlere stiller til start.
Ikke kun Silverrudder-sejlerne omkring Fyn, Vegvisir-deltagerne på Lolland-Falster og de medvirkende i One Star Challenge på Sjælland er hoppet med på shorthand-bølgen.
De nord- og vestjyske sejlere har også taget udfordringen op. Blandt andet i den naturskønne 100 mil i Fjorden, der netop skal udvikle single- og doublehand-sejladsen i området:
- Det er Struer Sejlklubs ønske at videreudvikle denne type sejlads i området. Der er således tale om et udviklingsprojekt, forklarer stævneleder Otto G. Jensen om Limfjordssejladsen.
Håber på 30 deltagere
En sejlads, der sidste år blev sat i søen med 25 deltagende både på startlinjen. Selvom tallet på mange måder kunne godkendes af arrangørerne, er håbet, at endnu flere i år har lyst til at sætte kursen mod Struer.
- Vi forventer omkring de 30 deltagere, men hvis antallet fra sidste år holder, er vi tilfredse. Vi håber dog på flere fra den nordlige del af Limfjorden, og hvis der kunne komme nogle fra østkysten, villle det være helt fint, understreger stævnelederen overfor minbaad.dk.
På vandet kan de jyske kapsejlere se frem til en udfordrende sejlads i flotte rammer, ligesom også hyggen på land er i højsædet.
- Struer Sejlklub satser på at gøre det til en stor oplevelse for sejlerne at komme til Struer og besøge byen samt deltage i det sociale samvær før og efter sejladsen, understreger Otto G. Jensen i en pressemeddelelse.
Rykker dato efter Mors Cup
Mens sejladsen sidste år blev afholdt den tredje weekend i juni, må sejlerne i år vente til den fjerde weekend, før den naturskønne sejlads skydes i gang.
Det skyldes, at Thisteds traditionsrige kapsejlads Mors Cup, der normalt afvikles anden weekend i juni, i år har sat sig på junis tredje weekend grundet årets sene pinse.
For at undgå konkurrence mellem de to Limfjords-sejladser har Otto G. Jensen, Jørgen Dahl Jepsen, Jørgen Dragsbæk og Kim Basland, der står bag 100 mil i Fjorden, valgt at udskyde sejladsen en uge.
Sejlerne må derfor i år krydse den 21.–22. juni af i kalenderen. Tilmeldingen forventes at åbne i slutningen af januar.