Gå til hoved-indhold
Tur
Efter i et års tid at have tiltrukket opmærksomhed fra nysgerrige danskere hos Tempo Bådsalg i Ishøj, forlod Havana onsdag den sjællandske havn. Foto: Tempo Bådsalg
Tur
Emil og Theis Beha står igen side om side på Havana - præcis, som de gjorde det under deres tre år lange jordomsejling. Foto: Tempo Bådsalg

Havana sætter kurs mod Middelhavet til sommer

Den folkekære Beha-familie stævner atter ud på en længere sejlads i Jeanneau-sejlbåden. Denne gang får det varme Middelhav, som sejlerne missede under jordomsejlingen, besøg af de populære herrer. Se desuden ny serie anden påskedag.

Af Sara Sulkjær |

Selvom Emil og Theis Beha i 2016 kunne føje ’jordomsejler’ til deres i forvejen prangende sejler-CV, er det ikke alle verdenskroge, der kan udforskes på en Jorden rundt-sejlads.

Særligt ikke, når pirater lurer ved Afrika, og den efterhånden ikoniske Havana-sejlbåd derfor måtte tilbringe en del af jordomsejlingen, herunder også turen på det flotte Middelhav, på dækket af et fragtskib:

- Skibet kunne først sætte os i vandet ved Marokko. Så vi har det (Middelhavet, red.) endnu til gode og har altid drømt om at sejle dernede, forklarer skipper Emil Beha i en mail til Minbaad.dk. 

Familien har god tid

En drøm, der nu, tre år efter jordomsejlingen, går i opfyldelse for de dygtige sejlere.

Når TV-kendisserne til sommer atter sætter kurs mod fjerne kyster i Havana, rettes stævnen således mod det længe ventede Middelhav:

- Hvad der sker derfra ikke helt planlagt. Vi har frem til starten af efteråret, men har ikke planer om at race dernedad. Så hvor langt vi når, ved vi først, når turen slutter, fortæller Emil Beha.

Inden den folkekære familie kan kaste sig på hovedet i azurblåt vand, venter et større klargøringsarbejde på Jeanneau-båden, der det sidste år har stået på land hos Tempo Bådsalg i Ishøj.

Det er dog ikke her, at de afsluttende restaureringer foretages. I stedet får nordjyske Strandby lov at sætte rammerne for projektet, som det ligeledes var tilfældet med familiens senest indkøbte skib, Wallenberg.

Ingen ny serie på vej

Mens danskerne kan se frem til at se familien tone frem på TV-skærmen i deres nyeste serie fra Wallenberg anden påskedag, bliver det samme næppe tilfældet, når Middelhavets bugter udforskes af familien. 

Sejlerne regner således ikke med at have et kamera-team med ombord under det kommende togt, understreger Emil Beha:

- Vi har ikke umiddelbart planer om at lave en tv-serie fra den her rejse. Men der kommer en ny serie “Kurs mod nord” fra vores nye skib Wallenberg, lover skipperen.

content-loader
content-loader
content-loader