Gå til hoved-indhold
Tur
Om seks måneder skifter Vitus Valentin og Trine Nørgaard Øresund ud med det kilometerdybe Atlanterhav. Foto: Ayla Sailing
Tur
Sejlerne planlægger at tage en utraditionel rute over Nordatlanten, når kursen atter sættes mod Danmark efter ét års sejlads. Foto: Ayla Sailing
Tur
Venner inviteres løbende ombord på Bandholm 35'eren Ayla, hvor der findes seks køjepladser. Foto: Ayla Sailing
Tur
Sommerens togt gik til Sverige, hvor kæresteparret prøvede kræfter med kanalsejlads. Ayla ses nederst til venstre i billedet. Foto: Ayla Sailing
Tur
Efterårets helt store projekt: Targabøjlen skal produceres, således at blandt andet radar og gummibåd kan monteres ombord. Foto: Ayla Sailing

Et halvt år til afgang: Godt humør og grundig research skal bringe Trine og Vitus over Atlanten

Stort gå-på-mod er nødvendigt, når en Bandholm 35 skal forvandles til langturssejler – ikke mindst, når praktisk båderfaring og en håndværksmæssig uddannelse ikke findes på CV’et. Til juni stævner det unge kærestepar fra København ud på deres drømmerejse.

Af Sara Sulkjær |

Computermusen scroller ned over det lange excel-ark, hvor noter om kommende bådprojekter og priser på manglende reservedele flyder sammen til én stor tal- og bogstavs-cocktail.

Foran skærmen sidder 28-årige Trine Nørgaard og Vitus Valentin på 26 år. 

To studerende, der tør sejle mod strømmen og tage orlov fra studiet for i stedet at hellige sig langturssejlernes langt mere langsommelige levestil. 

Én dims ad gangen

Selvom punkterne på excel-arket kan synes af mange, og Caribiens eksotiske palmestrande fortsat befinder sig flere tusinde sømil mod vest, er listen allerede halveret. 

Utallige gør-det-selv-projekter og indkøb er streget fra det digitale ark i takt med, at Bandholm 35’eren Ayla trylles om fra almindelig weekendsejler til fuldblods-langtursbåd.

- For to år siden havde vi ikke nogen som helst erfaring med hverken sejlads eller bådarbejde, men vi tager fat og finder ud af det én dims ad gangen, forklarer Trine Nørgaard.

Læringskurven er lige så stejl som de hårde Alpe-etaper i Tour de France. Siden Minbaad.dk i februar talte med kæresteparret, er nye forbrugsbatterier installeret, ligesom et større el-arbejde blandt andet er tjekket af.

- Man vænner sig til at lave projekter, man egentlig ikke kan finde ud af, for man lærer det undervejs, understreger Vitus Valentin.

Modstand 

Uden praktiske håndværksuddannelser er grundig research et krav. I timevis kan parret sidde med YouTube og eksperter i telefonrøret, mens et nyt gør-det-selv-projekt stykkevist tager form.

I øjeblikket er det en smed, der har fornøjelsen af de unge sejleres selskab. I et tæt samarbejde skabes en targabøjle, der blandt andet skal bære bådens solpaneler.

- Generelt er der sindssygt meget forarbejde, inden vi kan begynde på et projekt. Heldigvis bevarer vi som oftest et godt humør, men der er mega-meget modstand, og man går i stå konstant, påpeger Trine og suppleres af kæresten:

- Alligevel prøver vi som udgangspunkt at lave alt selv, eller i hvert fald at være en del af processen, for det er vigtigt, at vi selv kan fikse det, hvis det går i stykker midt på Atlanten, forklarer han.

Mindre tid til studiet

Med arbejdshandskerne trukket godt op om håndleddet er der samtidig penge at spare for det unge kærestepar. 

Kun 350.000 kr. udgør sejlernes budget, der omfatter omkostningerne ved klargøringsarbejdet såvel som de løbende udgifter til mad og lignende undervejs samt selve bådkøbet til 80.000 kr. 

Et SU-lån på mere end 100.000 kr. udgør her et kærkomment supplement til de 8.000 kr., som eventyrerne hver måned overfører til opsparingskontoen, når lønsedler fra flere forskellige studiejobs tikker ind.

- Det går selvfølgelig lidt ud over studiet, men det er ikke kritisk. Det er jo noget, vi selv har valgt, forklarer Vitus og Trine, der læser til henholdsvis kemiingeniør og idræt på Københavns Universitet.

Også flyrejser og den nemme salatpizza efter en lang arbejdsdag har sejlerne måttet vinket farvel til i jagten på bekosteligt sikkerhedsudstyr og moderne navigationsmidler.

Tager pauser

Den sparsommelige levestil er ikke noget, der får de studerende til at sende misundelige blikke mod jævnaldrende, der mere eller mindre bekymringsfrit lader den varme café-kaffe glide ned i ganen.

- Det kommer ret let. Man har et brændende ønske om at spare sammen til eksempelvis de her solceller, og så arbejder man en tand mere og prioriterer anderledes, end man ellers ville have gjort, forklarer Trine.

Men selv ambitiøse unge må til tider overgive sig til stormvejret. Vindene kan ramme hårdt, motoren kortslutte og projekterne virke uoverskuelige:

- Det store drive er aldrig forsvundet, men når det er lidt hårdt, og vi møder modstand, kan man i øjeblikket godt tænke, at det her ’orker jeg ikke mere’. Så tager vi en pause og er klar dagen efter, understreger Vitus.

Vil krydse Nordatlanten

Om det lange excel-ark - to-do-listen - er tom, når de to sejlere den 21. juni næste år kaster fortøjningerne i København, er endnu uvist. 

- Så længe vi har dimserne med, kan vi lave det sidste undervejs. Vi når i hvert fald det, vi skal nå, lyder det fortrøstningsfuldt fra Vitus, der sammen med Trine netop har lagt sidste hånd på sejlruten. 

En rute, der bærer sejlerne til Kap Verde i december 2020, hvorefter kursen går over Atlanten mod Caribien. 

Når orkanerne få måneder senere gør deres indtog, fortsætter Bandholm 35’eren mod nord, hvorefter sejlerne noget utraditionelt har valgt at krydse Nordatlanten i sommermånederne for efterfølgende at være tilbage til studiestart i september. 

Følg de modige unges sejltur på Facebook, Instagram og på deres hjemmeside, hvor det desuden er muligt at læse mere om ledige gastepladser undervejs.

content-loader
content-loader
content-loader