Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Starten til Silverrudder 2019 går den 20. september. Foto: Silverrudder

Kapløb søndag: Kl. 17.00 frigives 450 startnumre til Silverrudder

Går alt som ventet, bliver der kamp om pladserne, når tilmeldingen til 2019-udgaven af verdens største solosejlads åbner søndag kl. 17.00. Forhåbentlig er markedet ikke mættet for solosejladser, fortæller stævneleder Ole Ingemann i interview med minbaad.dk.

Af Sara Sulkjær |

Når viseren rammer 17.00 den 24. marts, gælder det om at sidde klar bag skærmen.

I hvert fald hvis drømmene går mod den udfordrende solosejlads Silverrudder, der de seneste år har opnået stort popularitet blandt særligt de danske og tyske sejlere.

Sidste år blev de 450 startnumre således udsolgt på under én time - ét af dem til en tysk sejler, der under en forretningsrejse havde sikret en mellemlanding i Syrien, således at han kunne være online, når tilmeldingen åbnede.

En beslutning, der viste sig at være den rigtige efter det lynhurtige salg, som stævneleder Ole Ingemann Nielsen forventer gentages i år:

- Samtidig er vi spændte på, om markedet er ved at være mættet. Sidste år lå tilmeldingen tilbage i november og dermed før andre solosejladser som One Star Challenge og Vegvisir Race. Det er ikke tilfældet i år, forklarer stævnelederen til Minbaad.dk

53 i mål

Kun 53 solosejlere nåede rundt om Fyn i 2018. Flere valgte at blive i havn i den kraftige vind, mens andre blev stoppet af skader på riggen, grundstødninger og kollisioner under starten. 

I kølvandet på uheldene fulgte fra flere sider en kritik af sejladsledelsen. Særligt startlinjen blev genstand for stor omtale, da arrangørerne undlod at flytte linjen og i stedet valgte at udskyde starten med 22 timer. 

- I sidste ende er det skipperens ansvar, men som arrangører har vi selvfølgelig et moralsk ansvar. Ved at skubbe sejladsen gav vi deltagerne tid til at forberede sig og vurdere situationen, og det, mener jeg, stadig var den rigtige beslutning, understreger Ole Ingemann Nielsen. 

Alligevel har ledelsen nu valgt at følge deltagernes ønsker. I 2019 går starten derfor fra Christiansminde, fri fra broer og diverse færger, der skabte yderligere udfordringer ved starten i Svendborg. 

Venteliste på vej

Som noget nyt bliver det desuden muligt at framelde sig Silverrudder og få dele af startgebyret retur, hvis deltageren op til sejladsen bliver forhindret i at stille til start. 

På den måde kan sejlere fra den nye venteliste, der ligeledes oprettes søndag, være heldige at sikre sig en plads på deltagerlisten rundt om Fyn.

Forud for tilmeldingen søndag, der åbner på eventens hjemmeside, er det muligt at læse en udførlig manual, således at tilmeldingsblanketten kan sendes hurtigt og korrekt afsted. Find manualen her.

Ældre H-båd sprøjtes til højglans med Awlgrip-maling som superyachts bruger

Det er ingen tilfældighed, at Awlgrips GH-maling bruges til superyachts. Det er nemlig utroligt stærkt og hårdt og dermed svært at ridse. Samtidig har malingen et ekstremt UV-filter, det skinner og kræver næsten ingen vedligeholdelse. På Horsens Yachtværft får en H-båd Awlgrip i cockpit og på dæk.

Afstemning

Skal du lave forbedringer på din båd denne vinter?

Nyhedsbrev

Deltag i konkurrencer og få de seneste nyheder direkte i indbakken

Links til andre sites