Gå til hoved-indhold
Småbåde
Motorbåde, fiskefartøjer og ældre både kan alle ses i Christian Rosgaards stue. Foto: Christian Krogsgaard
Småbåde
De italienske Riva-både var inspirationen bag denne flotte daycruiser, designet og bygget af Christian Krogsgaard. Foto: Sara Sulkjær
Småbåde
På Boat Show sejler flere af modelbådene i et stort bassin i hal C. Foto: Christian Krogsgaard

Snedkeren Christian har 75 hjemmebyggede modelbåde i stuen

Snedkeren fra Aalborg har designet og bygget over mere end hundrede modelbåde. Både, som alle kan sejle og sikrede ham seks DM-pokaler i sommer. Se nogle af modellerne på Boat Show.

Af Sara Sulkjær |

- Folk bliver ofte overraskede, når de første gang kommer indenfor. 

Ordene kommer fra 62-årige Christian Krogsgaard. Siden konfirmationsalderen, og i særdeleshed efter en skilsmisse for knap ti år siden, har nordjyden brugt utallige timer på at forvandle lister, små ror og propeller til detaljerede modelbåde.

Smukke skibe, der ikke gemmes væk på loftet eller i kælderen. I stedet står de i stuen, hvor over 75 fartøjer pynter rummet.

Skaber unikke modeller

15-20 timer i ugen sidder Krogsgaard bøjet over bordet i rummets midte. Her er over 100 både i årenes løb blevet vakt til live af nordjyden, der selv designer og bygger modellerne: 

- På et tidspunkt når man et punkt, hvor man ikke vil have det, som de andre har. Så må man jo konstruere sit eget, forklarer den erfarne modelbådsbygger til motorbaadsnyt.dk.

Et stort arbejde, der strækker sig fra få måneder og op til et helt år. Med detaljerede fotos ved hånden skaber Krogsgaard nye designs, der tydeligvis imponerer de besøgende på modelbådeklubbernes stand på Boat Show i Fredericia.

- Det er ikke mange akademikere, der bygger deres egne modelbåde. Det kræver, at hænderne er skruet rigtigt på, forklarer Krogsgaard.

Konkurrence på præcision

Med et job som snedker på CV'et er nordjyden hjulpet godt på vej, men entusiaster, der har deres daglige gang bag skriveborde og lignende, skal ikke miste modet.

For 500 kroner kan et modelbådssæt købes. Føjes en tusindekroneseddel til budgettet, er det desuden muligt at tilføje et fjernstyringsanlæg til båden, der gør det muligt at konkurrere mod de øvrige 200 modelbådssejlere. 

Sejlere, der mødes i en håndfuld klubber landet over, ligesom omkring 35 tropper op ved danmarksmesterskaberne. Her handler det ikke om at nå først over linjen, men fartøjet må i stedet manøvres med størst mulig præcision mellem udlagte bøjer:

- Bøjerne kan være placeret på en afstand på op til 40 meter. Man må derfor være god til at bedømme afstande, du skal kende din båd og samtidig være en smule heldig, understreger sejleren.

Fire DM-pokaler

Krogsgaard ved, hvad han taler om. Ved det seneste Danmarksmesterskab i Herning lykkedes det nordjyden at hive hele fire pokaler i hus i forskellige klasser - endda uden at træne hjemmefra.

- Kun en enkelt klub i Danmark har en bane liggende, så det er svært at træne sig til det. Men jeg har et stort kendskab til mine både og må være født med en evne til at afstandsbedømme, smiler han.

Med DM-titlerne i hus har Krogsgaard desuden sikret sig en billet til sommerens VM i Ungarn, ligesom han tog en guldmedalje ved det nordiske mesterskab i sommer med dampbåden African Queen.

På Boat Shows stand C-2028 kan du kigge nærmere på en række modelbåde, herunder også flere af Christian Krogsgaards modeller.

content-loader
content-loader
content-loader