Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Fotograf og Folkebåds-sejler Peter Brøgger, tv. og journalist og H-båds-sejler Troels Lykke, begge fra Aarhus Sejlklub, er klar til OL i Japan næste år. Foto: Carl Emil Baad
Kapsejlads
Sådan ser den olympiske havn ud i Enoshima. Den ligger 100 kilometer syd for Tokyo. Kulturen er meget anderledes i forhold til Europa. - Man skal lære japansk Emma Gad, siger, siger Dansk Sejlunions Frank Eriksen. Foto: World Sailing

Minbaad.dk's redaktør får fotograf Peter Brøgger med til OL i Japan

Nogle sejler sig til OL, andre skriver og fotograferer sig til det. Troels Lykke fra Minbaad.dk skal til sit femte OL, når det går løs i Japan til juli næste år. Denne gang får han fotograf Peter Brøgger med til at levere eksklusive skud af danske sejlere fra den store bugt i Enoshima.

Af Sara Sulkjær |

Det danske OL-landshold har allerede sikret sig gode rammer ved OL, der starter 26. august 2020 med Laser og RS:X-sejlads og slutter 5. august med jollesejlads i 470 og præmieuddeling.

De skal nemlig bo på et lille hotel i Enoshima med egen kok, massører samt andre hjælpere.

- Sejlernes hotel er kun fem minutter på cykel fra den olympiske havn. OL-sejlerne skal ikke bo i den olympiske by, og det, håber vi, sejlerne får gavn af. Det kan koste på resultaterne, hvis ikke logistikken fungerer, har undersøgelser vist, forklarer Dansk Sejlunions Frank Eriksen til Minbaad.dk.

Fotograf er med

Modsat sejlerne har Minbaad.dk endnu ikke styr på hverken flybilletter eller hotel, men det arbejder vi på, for nu er vi atter akkrediteret til OL via Danmarks Idræts-Forbund - og som noget nyt har vi fået fotograf Peter Brøgger med. 

En aktiv fotograf, som selv har sejlet kapsejlads i mange år. I denne uge sejler han DM i Folkebåd i Faaborg, men han har ligeledes sejlet en bunke andre bådtyper, herunder OK-jolle mod verdensmester Poul Kirketerp.

Det bliver derfor en kæmpe bonus for læserne på Minbaad.dk, at Peter Brøgger tager med til OL, for vi journalister må ganske enkelt ikke tage fotos på banen eller i det olympiske område. 

Da kan akkrediteringen ryge, og der er ganske få danske journalister ved OL i Japan i den olympiske sejlerby, indtil danske sejlere igen er ved at levere medaljer.

Startede fotokarriere i 2017

Peter Brøgger forklarer her om, hvorfor han tager til OL og fotograferer i samarbejde med Minbaad.dk, der har fået en fotograf akkrediteret til OL i  Tokyo:

- Tilbage i 2017 tog jeg en beslutning om målrettet at gå efter at være fotograf til det store VM i Aarhus 2018. Det mål opnåede jeg - og blev endog stævnefotograf til VM 2018, hvilket jeg er meget glad for, da jeg var ny indenfor sejlsportsfoto.

Han har et særligt øje for OL-sejlerne:

- I processen op til VM kom jeg naturligt til at følge OL-sejlerne tæt. VM på hjemmebane 2018 i Aarhus var et stort mål for alle OL-sejlerne. For en OL-sejler er det endelige mål dog OL i Tokyo, mens VM var et vigtigt mål på vejen. Derfor var det også naturligt for mig at sætte nye mål her i 2019. Min målsætning blev at følge sejlerne hele vejen til OL - og hvis på nogen måde muligt også under OL, forklarer Peter Brøgger.

Var selv til OL i 1988

Han har selv været til OL tidligere med Per Baagøe, hvor de dog måtte nøjes med en rolle som reserve for Anders Geert Jensen og Mogens Just.

- Som aktiv sejler var jeg med til OL i Korea 1988 som træningspartner i Starbåd, det var en fantastisk oplevelse. Denne oplevelse vil jeg gerne have igen - denne gang ved at være med til at skitsere sejlernes oplevelser i billeder. Og jeg glæder mig til at tage billedet, når OL-medaljen kommer i hus, fortæller fotografen.

Troels Lykkes femte OL - der sker altid noget uventet

Minbaad.dk's redaktør Troels Lykke har været til OL siden 2004 i Athen og ser nu frem til at dække sit femte olympiske mesterskab:

- Det er altid stort at komme til OL, mest som sejler selvfølgelig, men også som journalist. Ganske få får en akkreditering. Min erfaring siger mig, at der altid sker noget helt uventet, noget som Danmarks mest læste online-sejlermagasin selvfølgelig skal fortælle, påpeger 55-årige Troels Lykke og fortsætter:

- Vi er ikke glade for politisk korrekte forklaringer fra hverken sejlere eller trænere, vi vil have, at de er ærlige. Også selvom det er et gigantisk pres på sejlerne, der ofte er nervøse og har lidt tid til os journalister, men som regel giver de os nok tid til at få vores citater i hus. Vi er der simpelthen for at sikre artikler med fagligt indhold, for sejlerne kan sjældent bilde os noget ind, da vi selv sejler, slutter han.

content-loader
content-loader
content-loader