Gå til hoved-indhold
Tur
I slutningen af august forventer Taras besætning at være tilbage på dansk grund. Foto: Privatfoto
Tur
I Norge sagde danskerne farvel til Tall Ship-deltagerne med en afskedsreception. Foto: Privatfoto
Tur
Ikke alle dage har været præget af den hårde og udfordrende vind. Foto: Privatfoto
Tur
I sommervarmen kan en dukkert i det klare havvand hurtigt blive en nødvendighed. Foto: Privatfoto
Tur
Blomsterkranse og guitar er hevet med ombord på skibet fra 1958. Foto: Privatfoto

Silje og Hauke har sat kurs mod Grønlands barske østkyst i 20 m/s

Den polskbyggede stålketch Tara er med de to unge gaster på henholdsvis 25 og 20 år sejlet fra den øvrige Tall Ship-flåde for at vende stævnen mod nord. En kraftig vind og meterhøje bølger ramte den 60 fod lange båd på sejladsens første døgn. Læs blog fra sejlerne.

Af Silje Waaler Pedersen og Hauke Griffel |

På allerfestligste vis skød vi Grønlands-eventyret i gang med Taras deltagelse i den internationale kapsejlads Tall Ships Race. En kapsejlads, der i år startede i Aalborg. 

I fire dage sprudlede Aalborg af fest, farver og larm - en stemning, der til sidst kulminerede med skibenes fælles afgang mod startlinjen nordøst for Skagen. 

Snydt for podieplads

Selve racet var præget af let og meget skiftende vind, som blev en udfordring for alle. Rutens første waypoint lå et godt stykke ude i Skagerrak mellem Hirtshals og Kristiansand. Vi lagde os ned under Jyllands kyst og fik virkelig øvet os på letvejrs-trim. 

På alle vagterne havde vi et skarpt øje på vores modstandere på skibets AIS, ligesom alle knep blev taget i brug for at forbedre fart og kurs. Vi befandt os i racets klasse D, som er for moderne skibe med brug af ballonsejl, og lå derfor i klasse med racebåde i verdensklasse. 

På trods af de skarpe konkurrenter fik vi valgt den rigtige rute og endte på klassens andenplads, da vi fik de officielle resultater efter ankomst til Fredrikstad. 

Det var dog en kort glæde, for da det kom til præmieoverrækkelsen, viste det sig, at det var blevet besluttet at slå vores klasse sammen med klasse C, som er samme type skibe, blot uden brug af ballonsejl - vi endte derfor udenfor podiet. 

Forkert kurs

Det blev et lille set-back, som trods alt ikke kunne holde humøret nede. Vores mål er nemlig langt større end podiet hos Tall Ships Race - vi skal til Grønland! 

Læs mere om sejlernes Grønlands-mål i en tidligere artikel på Minbaad.dk her.

Kapsejladsen er nu på vej videre, men vi skiltes fra flåden i Fredrikstad. Efter et kort stop i Lillesand på Norges sydvest-spids forlod vi fastlandet og sigtede mod Færøerne. 

Det skulle vise sig at blive langt lettere sagt end gjort, og allerede første nat blev sø-benene testet i 20 sekundmeter og meterhøje bølger. 

Det dårlige vejr gjorde, at kursen måtte ændres så meget, at næste stop så ud til at være London. Uvejret blæste dog over, og kursen lagt tilbage mod nordvest. 

Et blandet crew

For en del af besætningen var dette første møde med dårligt vejr af den kaliber, men alle er efterfølgende ved godt mod og eventyrlysten stadig i behold. 

De næste fire døgn på søen får virkelig slået folk sammen, og dagene er kørt som smurt, vagterne har været hyggelige og maden god. Vi er et meget blandet crew med alverdens forskellige erfaringer. 

Vores skipper har sejlet kapsejlads rundt om jorden, Hauke og andre har i forvejen deltaget i flere langturssejladser, mens en del - som Silje eksempelvis - har gode erfaringer fra skoleskibe eller en smag for arktisk historie og flair for skibsteknik. 

Det har vist sig at være en kæmpe vidensbank, som alle på skibet har fået nøglen til, og som bliver udnyttet til det ypperste. Intet problem er så stort, at det ikke er blevet løst i fællesskab. 

Uldtøjet er klar

Vi har fået en forsmag på de nordlige farvande, og uldtøjet er så småt fundet frem sammen med huen og de varme handsker. 

Vores ankomst til Thorshavn lørdag middag var præget af gråvejr og regnvejr – præcis som vi havde forestillet os Færøerne. 

Vi er alle glade, trætte og spændte på det næste ben mod Grønlands uendelige fjorde, høje fjelde og isfyldte farvande. 

De bedste sejlerhilsner
Silje og Hauke

content-loader
content-loader
content-loader