Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Match Racing Denmark ejes af og har til huse i Middelfart Sejlklub. Foto: Match Racing Denmark

Virksomheder vil teambuilde på vandet - Match Racing Denmark nomineret til flot pris

Årets bedste teambuildingleverandør kommer muligvis til at hedde Match Racing Denmark. Konceptet, der er baseret på matchrace i DS37'ere i Middelfart, er netop nomineret til prisen, der uddeles i slutningen af marts.

Af Sara Sulkjær |

Virksomhederne elsker teambuilding på vandet. Faktisk er de så vilde med at få vind i håret, at de har nomineret Match Racing Denmark til den flotte pris 'Årets bedste teambuildingleverandør'.

Det er andet år i træk, at en leverandør fra sejlsportens verden er i kamp om prisen. Sidste år var det Match Racing Denmarks samarbejdspartner, DKSejlsport i Aarhus, der fik æren.  

Samarbejde som omdrejningspunkt

Selvom det dengang ikke lykkedes aarhusianerne at hive den endelige pris i hus, er Match Racing Denmark ikke i tvivl om, at teambuilding på vandet kan noget særligt:

- Vi kan sammenligne dét at få et hold sejlere på en matchracebåd til at samarbejde og kommunikere direkte med hverdagen i en moderne virksomhed. Der er kontant afregning, hvis man laver fejl på sådan en kapsejladsbåd, vil båden ikke sejle fremad, forklarer Rasmus Slabiak, eventafvikler i Match Racing Denmark, og uddyber: 

- Omvendt er der sejr over kollegaerne fra de andre både, hvis man er god til samarbejdet om at få båden til at sejle stærkest, forklarer han om konceptet, der råder over hele 17 matchracebåde.

Unge instruktører er afgørende

Ikke kun for den faste stab i Match Racing Denmark er nomineringen et stort skulderklap. Også de mange unge talenter, der er med ombord på DS 37'erne og guider virksomhederne i bådene, kan tage en del af æren for nomineringen: 

- Det er dem, der er instruktører på bådene og er skyld i, at vores teambuilding-program kan lade sig gøre, understreger Rasmus Slabiak.

Match Racing Denmark er oppe mod en lang række dygtige teambuilding-leverandører. Hver en stemme tæller derfor i konkurrencen, hvis vinder afsløres ved et awardshow den 27. marts. 

Afgiv din stemme og hjælp Match Racing Denmark nærmere prisen her.

content-loader
content-loader
content-loader