Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Finn Petersen, der her ses i midten, var æresmedlem af J-Klubben. Privatfoto

”Mr. Juniorbåd” alias Finn Petersen fra Bønnerup er sovet stille ind

- Vi har mistet en af KDY-15 m² Juniorbådens største støtter i nyere tid, da Finn Petersen fredag den 29. maj døde efter længere tids sygdom. Han blev 78 år, fortæller den københavnske sejler Kim Hegn Hansen, der her skriver mindeord om Bønnerup-sejleren.

 

Af Troels lykke |

Finn Petersen var siden barneårene i Middelfart draget af Lillebælts bølger, og fritiden blev udover sejleriet tilbragt under vingerne på nogle af de lokale bådebyggere, der i 1950'erne var en vigtig del af den danske eksportsucces af kvalitetslystbåde til USA og Canada, fortæller Kim Hegn Hansen.

På trods af en stor interesse for træbåde blev det dog aldrig til en læreplads, så det var først i 80'erne, at Finn kastede al sin kærlighed på vor lille klassebåd.

Det gjorde han så til gengæld med fuld styrke, og der blev tillige bygget 10 Optimistjoller samt startet en sejlklub (i Bønnerup på Norddjurs).

Hvor mange Juniorbåde, der gennem årene er blevet renoveret, havde Finn ikke tal på – men det var mange.

Gode råd

Man kunne altid ringe til Finn for at få et godt råd, og han kendte i de fleste tilfælde en anden, der kunne hjælpe, hvis han en sjælden gang måtte give fortabt.

Finn var i aktiv i J-Klubbens bestyrelse og blev i forbindelse KDY-15 m²-Juniorbådens 75-års jubilæum i 2003 hædret for sin store indsats for at sikre bådtypens fortsatte eksistens. Med hæderen fulgte udnævnelsen til æresmedlem af J-Klubben.

Finn Petersen efterlader sig hustruen Ellen, en datter og to sønner.

Æret være Finn Petersens minde.

Kim Hegn Hansen

content-loader
content-loader
content-loader