Tæt duel ved Copenhagen Champs 2020 i J/70, men rutinerede Henrik Søderlund var bedst
Stævnet satte en tyk streg under, at der på Øresund pt. er to besætninger fra henholdsvis KDY og Hellerup, man skal stå tidligt op for at bide skeer med. Der er her tale om skipper Henrik Søderlund og skipper Bo Bøje, der var á point ved stævnet.
Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub var i weekenden vært for et hurtigt arrangeret J/70-stævne for sejlhungrende Øresundssejlere, der ikke kunne se sig selv gå i ring derhjemme efter aflysningen af J/70 DM i Aarhus.
Det skete efter et år fyldt med aflyste stævner og alt for lidt kapsejlads, der fandt sit lavpunkt for J/70-sejlerne med det aflyste DM.
Heldigvis var der en masse sejlere, der reagerede positivt på K.A.S.' opfordring til, som et plaster på såret, at mødes til et corona-konformt ”Kjøbenhavns mesterskab” – eller på nydansk, Copenhagen Champs 2020.
Hurtigt blev de ti pladser udsolgt, selvom den eneste tilmeldte udenfor Øresund, Johnny Jensen og besætning fra Sønderborg Yacht-Club, måtte melde afbud på grund af sygdom.
Tie-break
Det blev et stævne, der satte en tyk streg under, at der i øjeblikket er to besætninger fra KDY og Hellerup, som sejlerne på Øresund skal stå tidligt op for at bide skeer med.
Henrik Søderlund og besætning fra KDY vandt stævnet foran Bo Bøje Pedersen og besætning fra Hellerup Sejlklub. De to besætninger delte førstepladserne i de seks sejladser imellem sig, og det blev dermed Henriks førsteplads i sidste sejlads, der afgjorde de to bådes tie-break.
Henrik Kongsbak og besætning fra Sejlklubben København kilede sig ind mellem de to top-duellanter flere gange og tog fire andenpladser, hvilket resulterer i en sikker, samlet tredjeplads ved stævnet.
Fra alt til ingen vind
Stævnet blev afviklet under vejrforhold, der bød på alt fra meget til ingen vind:
- Vi havde håbet på ti sejladser i løbet af weekenden, men typisk nok i dette corona-år var vejrguderne på tværs, når vi endelig skulle sejle, forklarer stævneleder Anders Jonas Rønn Pedersen fra Københavns Amatør Sejlklub, K.A.S., og uddyber:
- Lørdag var en ordentlig østen-pivert på Øresund, så vi måtte sende sejlerne ind efter bare én sejlads, vind og ikke mindst bølger blev for voldsomme. Søndag var helt modsat. Vi kunne først komme i gang, efter at en front med regn og ingen vind havde passeret. Men vi fik dog i alt seks sejladser under effektiv og myndig ledelse af baneleder Jørgen Tulstrup.
Nu starter vintertræningen
Nu kunne man så tro, at Øresunds J/70-sejlere pakker deres både sammen,og siger tak for i år – vi ses til foråret.
Men nej, sådan skal det ikke være. Det gode træningsfællesskab på Øresund skal vedligeholdes gennem hele vinteren, lyder det fra K.A.S.-klubben.
Der er således planer om fælles søndags-vintertræning ud for Skovshoved, og K.A.S har allerede meldt et ambitiøst vintertræningsprogram ud for både J/70 og Spækhuggere, hvor også privatejede både er velkomne - læs mere om K.A.S.' vintertræning her.
Vinter-træning på Øresund er dermed ikke en lukket klub. Alle J/70'ere, også dem udenfor Øresund, er mere end velkomne:
- Sammen bliver vi bedre, og sammen lærer vi af hinanden, påpeger K.A.S.
Læs mere om og hold dig opdateret på fællestræningen på Øresund i Facebookgruppen ”Øresunds J/70-forum”.
Se resultatlisten fra Copenhagen Champs 2020.