Gå til hoved-indhold
Tur
Pura Vida skrevet i sandet på de Kanariske Øer.
Tur
Familien Arildsen, som består af mor Lene, far Klaus og deres døtre Rikke på 23 og Freja på 21 år holdt fast i planerne og sejlede fra Danmark den 1.august 2020. Her ses de I deres Albin 34.

Corona lukker verden ned, men familien Arildsen insisterer på frihed og sejler over Atlanten

Familien Arildsen, der nu er på Gran Canaria, sejler snart videre ud i verden. De er klar på at omstille sig, fordi de ikke ved, hvordan verden ser ud nu eller om et par måneder. Til gengæld har de havnens mindste og hyggeligste båd, en Albin 34, og de er sammen. Cille Rosentoft interviewer.

Af Cille Rosentoft |

Beslutningen var taget for længst, datoen var sat og alle forberedelserne i fuld gang. Så ramte corona verden, og alt blev på et øjeblik kastet op i luften.

Men Jyllinge-familien Arildsen, som består af mor Lene på 54, far Klaus på 63, og deres døtre Rikke på 23 og Freja på 21 år, holdt fast i planerne og sejlede fra Danmark den 1. august 2020.

De er nået til Gran Canaria, og da jeg får en storgrinende Lene i røret, er det helt tydeligt, at de er præcis, hvor de skal være.

En menneskeret

Corona har ikke ødelagt deres eventyr og friheden dyrkes hver eneste dag ombord på den lille Albin 34, Pura Vida, fra 1971.

- Nu er vi kommet hertil, og vi har sejlet hertil i vores egen båd! Sådan siger vi tit til hinanden, forklarer Lene og fortsætter:

- Det burde faktisk være en menneskeret at få lov at gøre sådan noget. Vi ville få en helt anden verden. Her findes ikke stress eller kalendere. Det er et meget rigtigt liv, uddyber Lene, der før turen arbejdede med at sælge laboratorieudstyr til forskning og medicinalindustrien. 

Frygter at havne i ingenmandsland

At verden er præget af corona, er familien Arildsen ikke i tvivl om. Allerede i den engelske kanal kunne man se det ene kæmpe store krydstogtskib efter det andet ankret op på rederne ud for de store havne.

De ligger der som store, forladte spøgelsesskibe, et dystert syn. Efter de er kommet til De Kanariske Øer, er det tydeligt, at øerne er ramt af de manglende turister og de store nedlukninger.

- Vi har ikke haft problemer med adgang til de forskellige lande på vejen herned, kun kanaløerne Guernsey og Jersey var helt lukket for adgang, fortæller Lene og påpeger, at de selvfølgelig sætter sig ind i de lokale restriktioner, bruger mundbind og afspritter deres hænder.

Familien, der har sparet op til turen, sejlede fra Algarve til Lanzarote og blev noget triste over det syn, der mødte dem, da de nåede i land. Størstedelen af butikker og caféer var lukkede. Byerne lå næsten øde hen som små spøgelsesbyer.

Det gjorde indtryk på familien, der blev meget bevidste om, at verden er under forandring på grund af Corona, og at det kan tage tid at få den bygget op igen.

- Det er sørgeligt, siger Lene eftertænksomt og fortæller, at der alligevel er en lille smule usikkerhed hos familien over, hvad der venter dem på den anden side af Atlanten: Havner vi i ingenmandsland? Eller skal vi i karantæne i meget lang tid? Nævner Lene, som nogle af de spørgsmål, familien tumler med inden deres Atlanterhavskryds.

Fortsætter på trods af Corona-besværligheder

Af samme årsag har de danske langturssejlere oprettet en gruppe på Whatsapp for alle sejlere i området, der skal krydse Atlanterhavet i år. De skal mødes og udveksle historier og information om, hvad der venter dem i Caribien. Det gør de for at kunne forberede sig bedst muligt.

Lene, Klaus og Freja havde oprindeligt en plan om at sejle til Caribien med stop på Kap Verde, men som situationen er nu, er de ikke sikre på, at det er en god idé i forhold til corona-restriktioner på den anden side af Atlanterhavet.

De har mødt en del langturssejlere, som har besluttet at udsætte eller helt at droppe deres Atlanterhavskryds.

Usikkerheden over, hvad der ventede dem, blev for dominerende og prægede deres tur negativt. Sådan har Lene og familien det ikke. De er klar på at tage, hvad der kommer:

- Jeg føler mig privilegeret over min mand, mine børn og min familie. Alle har bakket op om vores drøm. Den drøm fortsætter vi - også selvom corona besværliggør det lidt. Vi er afsted. Vi mærker, at vi lever. Så skal vi nok tage, hvad der kommer af udfordringer. Vi får oplevelser, siger Lene begejstret, og jeg bliver endnu en gang helt overbevist om, at de er det rigtige sted. Jeg begynder dog at tvivle lidt på, hvorfor jeg ikke også er lige der, på vej over Atlanterhavet… Men det er vist en anden historie.

Det vigtigste er samværet og tiden

Lene fremhæver samværet med de andre sejlere og med hendes lille familie som det allervigtigste.

De har mødt mennesker, som de umiddelbart ikke har noget tilfælles med, men som alligevel meget hurtigt kommer til at føles som nære relationer. Man er hinandens familie derude på havet og i fremmede havne.

- Hver dag møder vi en masse andre dejlige mennesker, som alle har noget til fælles, fordi vi alle har taget samme beslutning. Beslutningen om at gøre noget mere med vores liv. Når der kommer en dansk båd sejlende ind i en havn, er man allerede forbundet til menneskene ombord, forklarer Lene.

Tiden som familien har valgt at prioritere ombord på deres Albin 34 med kun en forkahyt og en stikkøje, som datteren Freja på 21 år bor i, skal danne base om to års sejler-eventyr.

Til Fransk Polynesien

Planen er, at Pura Vida skal sejle dem gennem Panamakanalen og til Fransk Polynesien.

Der håber de at sælge båden, og så starter der nok nye eventyr. I Caribien og Stillehavet er det også meningen, at deres ældste datter Rikke på 23 år skal støde til dem.

Hun studerer i Danmark pt., men har planer om at læse et år på New Zealand - på den måde kommer hele familien til at være samlet på 34 fod i en verden, som helt sikkert byder på overraskelser.

I slutningen af måneden sejler familien til Caribien. Med sig ombord har de deres nabo Frank. Han skal være gast på den lange tur.

Lene har lovet mig, at vi skal snakke igen, når de kommer over på den anden side. Hun har lovet mig en update på, hvordan corona præger Caribien, og om det har betydning for sejlere på langtur.

Følg familien Facebook og se her en herlig video fra turen.

content-loader
content-loader
content-loader