På ni dage satte Skive Sejlklub ambitiøst Zoom8-stævne i søen
20 Zoom8-sejlere var i weekenden på vandet, da Skive - som en af de første sejlklubber efter coronavirussens indtog - bød jollesejlerne til stævne. Forud var gået flere intense dage for de nord- og vestjyske arrangører.
Ni dage. Så lang tid tog det Skive Sejlklub at arrangere og gennemføre weekendens jollestævne for de ambitiøse Zoom8-sejlere.
- Ja, det lyder vanvittigt, at det kan lade sig gøre, fortæller formand fra Skive Sejlklub, Ole Moth Madsen til bådpressen.
Hjælp fra Aarhusbugten
Sidste torsdag tog Limfjords-klubben bolden op. Ét døgn senere, fredag eftermiddag havde 18 sejlere skrevet sig på deltagerlisten.
Jagten på frivillige hjælpere kunne herefter indledes. En jagt, der endte i Kaløvig, Gråsten, Thurø, Bandholm og Skive, der alle sendte hjælpende hænder mod den nord- og vestjyske by:
- Jeg har asfalteret, mens jeg kørte. Der har været dialog med corona-hotline, politi, kommune og overnatningssteder, men alle havde viljen til at hjælpe, og fantastisk det lykkedes, understreger en tilfreds Ole Moth Madsen.
Stolte Skive
Også de 20 unge, der var på startlinjen ved stævneweekendens i alt 12 afholdte sejladser, deler sejlklubbens begejstring. En begejstring, der leder tankerne videre på klubbens næste store mål, Grand Prix-stævnet næste år:
- Vi er stolte over stævnet, og endnu engang viser Skive Sejlklub, at de kan arrangere stævner og ser frem til Grand Prix 2021, der starter i Skive, påpeger Ole Moth Madsen.