Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ni teams har foreløbigt meldt sig på startlinjen i The Ocean Race's VO65-klasse. Foto: The Ocean Race

The Ocean Race Europe ser dagens lys - sejles første gang i juni 2021

En ny sejlsportsevent for The Ocean Race-bådene søsættes næste år. I IMOCA 60'ere og VO65'ere skal kapsejles fra Nordatlanten og i Middelhavet. Fem ben er planlagt, mens værtsbyerne endnu mangler.

Af Sara Sulkjær |

Når kalenderbladet vendes, og der atter er sommer på menuen, skal nogle af verdens bedste sejlere for første gang sejle Europa rundt. 

Det sker i juni måned, hvor starten efter planen går på Atlanterhavets nordkyst og efterfølgende fortsætter i Middelhavet på en bane med op til fem ben.

Det skriver The Ocean Race på deres hjemmeside.

Intens sejlads på korte ben

Eventen er nøje planlagt, således at den stemmer overens med sejlernes eksisterende kalender, ligesom opbakningen fra de kommende The Ocean Race-teams er sikret:

- For at komme i gang som en ny event har det været vigtigt at have opbakning fra holdene og sejlerne, og tilbagemeldingerne har indtil nu været ekstremt positive, understreger Johan Salén, administrerende direktør for The Ocean Race.

Det er ikke mindst de korte ben, der øger chancen for intens og tæt sejlads, samt muligheden for at komme tæt på de europæiske sejlsportsfans, der møder begejstring blandt de kommende Jorden rundt-sejlere.

Styrkeforholdet mellem IMOCA 60 og VO65

Også den erfarne, ottedobbelte Ocean Race-deltager Bouwe Bekking, der fornyligt sejlede Danmark Rundt med Childhood1, ser frem til kapsejladsen i juni:

- Det bliver interessant at se, hvordan holdene vil performe, ligesom at se om VO65-bådene kan hænge på IMOCA 60'erne, forklarer Bekking, der til dagligt er bosiddende i Danmark.

The Ocean Race Europe er en opvarmningsevent forud for selve The Ocean Race-sejladsen, der i 2022 og 2023 skal bringe deltagerne Jorden rundt i IMOCA 60'ere og VO65'ere.

Kilde: The Ocean Race

content-loader
content-loader
content-loader