Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Palby Fyn Cup er for en del af de danske lystsejlere blandt årets helt store højdepunkter. Foto: Palby Fyn Cup

Stævneleder for Palby Fyn Cup maner til besindighed trods corona: - Vi tager det roligt

Poul Erik Nielsen og Bogense Sejlklub agter at skyde sejladsen, der har over 1.600 deltagere på startlinjen, i gang som planlagt. Først 14 dage før sejladsens start vil stævneledelsen revurdere situationen i forhold til coronakrisen.

Af Sara Sulkjær |

Coronavirussen rammer events verden over. Senest var det en af forsommerens helt store sportsbegivenheder, EM i fodbold, der måtte kaste håndklædet i ringen.

Men på Nordfyn i Bogense kæmper de fortsat. Således kan landets sejlere endnu se frem til den populære Palby Fyn Cup, der i år sejles fra den 22. til 24. maj:

- Jeg ligger på ingen måde søvnløs. Vi tager det roligt og satser på, at vi er ovre det værste til den tid, forklarer stævneleder Poul Erik Nielsen til Minbaad.dk. 

Vil ikke udskyde

Dermed stiller Nielsen sig side om side med Dansk Sejlunion, der opfordrer stævnelederne til at slå koldt vand i blodet: 

- De store kapsejladser skal afvente, hvad der kommer af udmeldinger fra myndighederne, men samtidig må de selv vurdere de økonomiske risici, de er ude i, understreger DS-direktør, Christian Lerche.

Tidligst et par uger før sejladsens start vil stævneledelsen i Palby Fyn Cup vurdere, hvorvidt det er forsvarligt – og lovligt – at sende de hundredvis af sejlere fra ind- og udland rundt om Fyn.

Sammen med de frivillige holder ledelsen derfor skruen i vandet og fortsætter planlægningen som hidtil, vel vidende at indtægterne fra den traditionsrige kapsejlads risikerer at falde i havdybet: 

- Heldigvis har vi eksempelvis undladt at skrive årstal på de frivilliges poloer, så dem vil vi kunne gemme til næste år. Vi skal nok klare det, påpeger Poul Erik Nielsen fortrøstningsfuldt.

Parat til ændringer

At udskyde sejladsen til pandemien er drevet over står nemlig ikke på kap-udvalgets idéliste:

- Vi kan ikke byde andre kapsejladser at udskyde en så stor event, som så ville kollidere med andre arrangementer. Samtidig har de frivillige sat netop denne weekend af og ikke andre, forklarer stævnelederen. 

Ligger virussen fortsat som en tyk tåge over det danske land, når kalenderen siger midt-maj, vil ledelsen ikke tøve med at fremlægge en række nye initiativer, der kan gøre en afholdelse mulig:  

- Har vi nogle muligheder for at afvikle sejladsen, så gør vi det. Men oplever vi modsat, at der er opsat restriktioner fra regeringens side, så er vores førsteprioritet naturligvis at følge dem, understreger Nielsen. 

En sejlads uden det store skippermøde i traditionelt format, begrænset adgang til bureauet og en ændret bespisningsfunktion er blandt de forslag, som ledelsen indtil videre har på tegnebrættet, hvis coronaen i maj endnu ikke er gået under vandoverfladen.

Deltagere får penge tilbage

96 besætninger har indtil videre skrevet sig på sejladsens deltagerliste. Et antal, der matcher sidste års tilmelding på samme tidspunkt. 

Heller ikke de næste 14 dage, hvor deltagerne traditionelt melder sig på banen inden prisstigningen den 1. april, forventer Poul Erik Nielsen at se ændringer i det typiske tilmeldingsmønster:

- Der er ikke noget at miste, for bliver sejladsen aflyst, får sejlerne deltagergebyret tilbage, lover den erfarne stævneleder. 

Læs mere om Palby Fyn Cup her

content-loader
content-loader
content-loader