Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
- Vi har ikke selv kunnet identificeret kilden eller årsagen til, at vi er blevet så hårdt, siger direktør i Dansk Sejlunion, Christian Lerche. Her ses Aarhus Int. Sejlsportscenter, der er udpeget til epicenter for coronasmitten i uge 42. Foto: Troels Lykke

Lerche efter 21 smittede i Aarhus: - Vi vil under ingen omstændigheder udpege skyldige

Sportschef Thomas Jacobsen og hans trænere frikendes fuldstændig for, at 17 elitesejlere og 4 trænere er smittet efter uge 42-lejr i Aarhus. - Vi har absolut intet at udsætte på sejlernes eller trænernes adfærd, siger direktør i Dansk Sejlunion, Christian Lerche, til Minbaad.dk

Af Troels Lykke |

Minbaad.dk har fået flere mails fra irriterede og undrende sejlere efter de mange smittede OL-sejlere i uge 42 i Aarhus Internationale Sejlsportscenter. En af beskederne lyder: 

- Man siger, at ingen er herre over sygdom. Men i dagens Danmark kan nogle sygdomme kontrolleres med forholdsvis få midler og omtanke. I det her tilfælde i Aarhus i uge 42 snakker vi om toppen af poppen af dansk OL-sejlsport, der ved skødeløst opførelse ødelægger det for alle andre, og her tænker jeg på alle de frivillige, som knokler for sejlsporten. Kort sagt så er jeg pisse sur over det her, lyder det.

Vi har derfor adspurgt direktør i Dansk Sejlunion, Christian Lerche, om corona-sagen i Aarhus.

Christian Lerche, hvor mange sejlere og trænere er smittet per 23.10.2020?

- Vi har i skrivende stund kendskab til 21 smittede, heraf 17 sejlere og 4 trænere.

Hvor syge er sejlerne blevet af corona?

- De smittede har forskellige symptomer på og grader af influenza, men præcis, hvordan de ramte har det, ønsker vi ikke at gå dybere ind i. Det er et privat anliggende.

Hvordan tror I, at smitten er startet?

- Vi har absolut intet at udsætte på sejlernes eller trænernes adfærd, og vores største fokus her og nu er på at begrænse smitten i vores miljø gennem isolation og test. Ansvaret for opsporingen af smittekæder ligger også hos myndighederne, og vi har ikke selv kunnet identificeret kilden eller årsagen til, at vi er blevet så hårdt ramt. 

Så I frikender totalt sejlerne og trænerne for skyld i coronasmitten i Aarhus i uge 42. Men Christian Lerche, hvis skyld er det så - flere vil mene, at de mange smittede kan virke uansvarligt?

- Vi vil under ingen omstændigheder udpege skyldige. Den skyldige er denne skrækkelige virus, som spolerer alt godt i hele samfundet. Al anden spekulation om skyld hører ingen steder hjemme. Det vil kun sprede mistillid, og det er præcis det, vi ikke har brug for i denne situation.

- Vi har ikke været i stand til at identificere, hvorfor netop vi er blevet så hårdt ramt. Coronavirus findes og er særligt udbredt blandt unge i Aarhus lige nu. Det er klart, at vi har et ansvar som arrangør, men vi er overbevist om, at vi håndteret det ansvar i overensstemmelse med alle kendte retningslinjer. Vi har heller ingen grund til at pege på svigt på adfærdssiden blandt sejlere.

Hvad siger I til, at eliten indenfor fodbold, håndbold og badminton ikke er ramt af en coronaudbredelse, som danske OL-sejlere netop har været udsat for i Aarhus?

- Det er ikke rart som organisation at blive ramt af corona, og derfor glæder vi os da over, at de har formået at holde smitten for døren. Corona er en drilsk sygdom, som lige nu breder sig i hele landet, herunder i særlig grad i Aarhus. Vi har med andre ord holdt vores træningslejr på det værst tænkelige sted og tidspunkt, hvilket var svært at forudse.

Hvilke retningslinjer har sejlerne, når de mødes på land. Vi tænker eksempelvis på afstandskrav, der ser ud til ikke at være blevet overholdt?

- Foruden at følge retningslinjer og anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen har sejlerne boet på værelse to og to sammen med deres faste sejlermakker, de har spist i opdelte grupper, og vi har eksempelvis undgået træningsøvelser, der kræver, at man arbejder tæt sammen i par.

Hvordan kan det være, at Aarhus Internationale Sejlsportscenter er åbent for alle under en så stor samling, når der er et krav om, at maksimalt 50 må være samlet?

- Det er ikke imod myndighedernes anbefalinger, at man benytter samme faciliteter, så længe man overholder forsamlingsforbuddet, og det har vi gjort. Indtil videre har vi ikke hørt om andre, der har benyttet centeret, som er blevet smittet.

Hvem er ansvarlig for, at sejlerne overholder jeres afstandskrav på land?

- Der er som sådan ikke tale om et krav fra myndighederne, men en anbefaling om at holde én meters afstand. Det er naturligvis blevet italesat under lejren, men jeg tror, de fleste, inklusiv mig selv, har oplevet, hvor svært netop den anbefaling er at opretholde i dagligdagen.

Hvad vil I gøre fremover for at undgå, at OL-sejlere bliver smittet?

- Vi har evalueret tilrettelæggelsen og gennemførelsen af træningslejren, så vi kan tage erfaringerne med videre. Sammen med Sejlsportscentret vil vi også se på, hvordan vi i fællesskab kan gøre mere for at skabe et trygt og smittefrit miljø omkring vores sejlere.

content-loader
content-loader
content-loader