Gå til hoved-indhold
Havne
Især Sønderborg Lystbådehavn, Mjelsvig Bådehavn og andre havne i Sønderjylland mærker tyskernes fravær. Foto: Troels Lykke

Tyskere ønsker ikke at have deres båd i Danmark længere - et problem i Sønderjylland

Tyskere, der ejer et sommerhus i Danmark, måtte fra i går passere grænsen. Ejer de en lystbåd, er der til gengæld adgang forbudt. Det er et stort problem, siger Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der anslår, at cirka 1.000-1.500 udlændinge har deres båd stående i Danmark.

Af Troels lykke |

Lystbådehavne rammes nu hårdt.

Imens tyskere, der ejer et sommerhus i Danmark, fra i dag må passere grænsen, er der adgang forbudt for lystbådsejerne. Det er et stort problem, siger Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der appellerer til, at listen over anerkendelsesværdige formål også kommer til at gælde for udlændinge med båd i Danmark. 

- Det er simpelthen nødvendigt for at sikre indtjeningen for de mange havne og maritime erhverv, der lever af at opbevare og søsætte de tyske både. De er hårdt presset, og mange står overfor at dreje nøglen om. Vi mener, at også bådejerne skal have tilladelse til at køre over grænsen til havnen, ordne deres båd og køre retur, siger direktør i FLID, Jesper Højenvang til bådpressen.   

Mister 15-20 procent af de tyske kunder

Især Sønderborg Lystbådehavn, Mjelsvig Bådehavn og andre havne i Sønderjylland mærker tyskernes fravær. En af de havne, der er hårdt ramt, er Augustenborg Yachthavn.

Her ønsker tyskerne i stor stil at trække deres båd hjem til Tyskland, så snart det kan lade sig gøre. Ifølge driftsleder Anders Dahl har de simpelthen mistet tålmodigheden, og den fortsatte usikkerhed gør, at de ikke gider vente mere:

- For hver dag, der går, bliver det bare værre, og vi har allerede mistet 15-20 pct. af vores udenlandske kunder. De ligger i gennemsnit 60.000 kr. pr. båd pr. år til Full Service for vinteropbevaring i hal, søsætning m.m., så det er virkelig noget, der kan mærkes, siger Anders Dahl, Augustenborg Yachthavn, og fortsætter:   

- Vores tyske kunder og vi forstår ikke, hvorfor de ikke kan komme op til deres både og klargøre dem og køre retur til Tyskland. Vi har pt. 200 tyske både stående på land, som vi minimum skal bruge 6 uger på at sætte i vandet. Og hvis grænserne først åbnes 2. juni eller senere, kommer vi så langt hen på sæsonen, at tyskerne ikke kommer herop. Så vil de slet ikke have båden i vandet i år, eller også sejler de den til Tyskland. Uanset hvad går vi glip af dem som kunder, ikke bare i år, men også til næste år og måske fremover.

Brug for en håndsrækning

FLID anslår, at i alt omkring 1.000-1.500 udlændinge har deres båd stående i Danmark – primært i Sønderjylland:

- Vi har hårdt brug for, at udlændinge med den tilknytning til Danmark, at de har en lystbåd stående, også får lov at passere grænsen, ellers kan vi se frem til at miste yderligere arbejdspladser i branchen, understreger Jesper Højenvang.

content-loader
content-loader
content-loader