Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
– Foiling har vokset sig stort over de seneste år, og flere og flere får øjnene op for det, fortæller Per Hjerrild, der er Regatta Manager hos Sailing Aarhus. PR-foto

Aarhus Foiling Days har fokus på samvær og læring

I bededagsferien er Sailing Aarhus i samarbejde med FoilingDK vært ved første udgave af Aarhus Foiling Days. Stævnet er for såvel øvede som letøvede sejlere på tværs af seks foilende klasser. Tanken er at skabe et socialt event med sammenhæng mellem klasserne.

 

Af Troels Lykke |

Foiling vokser sig større og større – ikke bare blandt glade amatørsejlere, men også hos de professionelle, hvor hele to foilende klasser har fundet vej til OL-programmet i Paris i 2024.

Den udvikling vil Sailing Aarhus, FoilingDK og Dansk Sejlunion gerne være med til at understøtte. Derfor har førstnævnte aktører taget initiativ til et træningsstævne, der skulle have debuteret sidste år, men nu i stedet afvikles for første gang i år for klasserne Wind Foil, Kite Foil, Moth, Waszp, A-cat og Flying Phantom, fortæller Sailing Aarhus.

– Foiling har vokset sig stort over de seneste år, og flere og flere får øjnene op for det. I første omgang er Foiling Days noget, vi prøver af. Det er et stævne, hvor alle kan være med – både øvede og let øvede. Vi vil skabe en ramme, så alle har fornøjelse af stævnet. Det kan være ved at lave forskellige baner og starter. Det afhænger af tilmeldingerne, fortæller Per Hjerrild, Regatta Manager hos Sailing Aarhus.

Hygge og læring i centrum

Det er ikke kun setuppet på vandet, der taler til forskellige niveauer. Også på land bliver der plads til alle i form af socialt samvær og hygge i det omfang, corona-restriktionerne tillader det, men vigtigst af alt er det, at alle får noget med hjem.

– Det sociale og læringen er i centrum. Både konkurrencesejlere og nye ansigter i foiling skal kunne få noget med hjem i form af vigtig erfaring og læring. Det er også afgørende, at vi får skabt bedre sammenhæng mellem de foilende klasser, for der er noget at hente ved at dele viden på tværs af klasserne, forklarer Finn ’Beton’ Jensen, der er ansvarlig for den daglige træning i Elite- og Talentcenter Aarhus og de danske elitewindsurfere.

Udover Finn ’Beton’ Jensen fra Dansk Sejlunion vil træner Peter Lang være en del af stævnets træningsdag fredag den 30. april før de reelle stævnedage lørdag og søndag.

Ambitioner om stort, tilbagevendende event

FoilingDK bidrager til at skabe et inspirerende og dynamisk foiling-miljø i Danmark, og de håber på, at Foiling Days kan være med til at inspirere sejlere og klubber til at blive en del af det, som mange betragter som fremtidens kapsejladsform.

– Når klubber som Sailing Aarhus og KDY melder sig på banen som de første samarbejdspartnere, er vi på rette spor. Den nye bededagsevent Aarhus Foiling Days samler de foilende klasser i samme bugt og står lige præcis for det, vi gerne vil. Vi sparker ikke foils eller dæk, men det er nok lidt af den stemning, der opstår, når fem-seks foilende klasser mødes på havnen. Vi mener, at Foiling Days har potentiale til at blive en stor tilbagevendende begivenhed for både bredden og eliten, fortæller Christian Nygaard fra Foiling.DK.

Sailing Aarhus håber at nå cirka 50 deltagere, som er det maksimale i forhold til at afvikle udendørs idræt. Der er dog mulighed for opdeling af eventen ved større tilslutning.

Aarhus Foiling Days har som tidligere nævnt store ambitioner på den lange bane, men i første omgang afvikles eventen i et coronavenligt format, så alle kan føle sig sikre ved at deltage. Det sker fra den 30. april til 2. maj 2021 – se mere her.

content-loader
content-loader
content-loader