Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
I første omgang forventer svenske Vaxholm Komposit at bygge en promo-serie på fem både. Foto: Vaxholm Komposit

T28 - prisbillig svensk trimaran i 100 % kulfiber

Kun 1,1 ton vejer den nye, svenskbyggede T28, der er skabt til kapsejlads og ture i skærgården. For at gøre båden så tur-venlig som mulig sejles med selvslående fok, som udskiftes inden kapsejladsen.

Af Sara Sulkjær |

Svenske Stefan Törnblom gør det igen. Først satte han stregerne til de svenske nybygninger Gepard, T35, SeaOn96, T29 og Kiss T30.

Nu fortsætter han båd-portfolioen med trimaranen T28. En - som navnet antyder - 28 fod lang trimaran, designet med såvel skrog som rig, dæk og bovspryd i det lette og stærke kulfibermateriale.

Stort flyvesejl

Den stockholmske skærgård er, ifølge den svenske designer, tiltænkt som trimaranens legeplads, hvor weekendture for to personer er det ideelle udgangspunkt. Bliver Stockholms-området for småt, vil det desuden være muligt at traile båden. Noget, der kan håndteres af blot to personer.

Særligt T28'erens sejlegenskaber har dog været afgørende for Stefan Törnblom. Grundet bådens lave vægt på 1,1 ton vil båden præstere fint med en mindre, selvslående fok, men er kap-placeringer på højkant, bør den mindre fok udskiftes:

- Til kapsejlads forestiller jeg mig en overlappende max-fok med skøde. Tanken er også, at båden skal sejles uden screecher/code 0 og med et høj-aspekts masthead-flyvesejl, forklarer Törnblom til svenske Vaxholm Komposit, der står for at bygge båden.

Mindre mast og sejl

Modsat nybygningens storesøster, T29, er masten på T28'eren placeret en smule længere agterud. Dermed gøres plads til et større forsejl, mens storsejlet og selve riggen er en smule mindre end hos T29'eren.

Faktorer, der er med til at holde bådens købspris i bund. 

Blot 120.000 euro, svarende til knap 900.000 danske kroner, forventer Törnblom, at sejleren må slippe for båden. Hertil kommer moms, ligesom den løbende rig og en del andet udstyr ikke er medregnet i prisen.

Fem både er nødvendige

Førend produktionen af den nye 2021-model kan skydes i gang, og købsprisen dermed kan holdes på et minimum, må mindst fem købere have afsagt en ordre.

- Med disse fem både på vandet forventes det, at flere både vil blive bestilt, da der er stor efterspørgsel efter moderne, performance-orienterede trimaraner, og de eksisterende alternativer på markedet er få, påpeger en selvsikker Stefan Törnblom.

Én båd er allerede i ordre, oplyser Vaxholm Komposit.

Specifikationer - T28:
Længde: 8,6 m / 28 fod

Bredde: 6,6 m

Deplacemt: 1.100 kg

Storsejl: 33 m2

Forsejl: 22 m2

Assymetrisk spiler: 68 m2

Læs mere om båden hos Vaxholm Komposit her.

Kilde: Vaxholm Komposit

content-loader
content-loader
content-loader