Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kap-bådene flot malet foran røgeriet på Thurø. Grafik: Øhavet Rundt

Øhavet Rundt er i 50’er-humør - alt foræres væk til en halv hundredlap

Det bliver næppe billigere at kapsejle. For halvtreds kroner kan du deltage i den 38 sømil lange Øhavet Rundt, hvor grill og vinflasker kan købes for samme beløb. Seneste tilmelding mandag den 23. august, seks dage før selve sejladsen.

Af Sara Sulkjær |

Det er ikke prisen, der kan holde sejlerne fra jubilæumsudgaven af Øhavet Rundt. Kapsejladsen, der den 28. august fejrer sin fødselsdag nummer 50, har i jubilæets tegn valgt at sætte et prisskilt på 50 kroner på alle sejladsens facetter.

Således må deltageren lægge en halv hundredlap i startgebyr, ligesom også grillmad, vin og lignende kan erhverves for det beskedne pengebeløb.

Rundstykker og kaffe inden start

Oprindeligt skulle jubilæumssejladsen være sejlet i fjor, men som så mange andre blev arrangørerne ramt af corona-pandemien. En light-udgave, hvor blot selve sejladsen blev søsat, var derfor på progammet i 2020, mens selve jubilæumsfejringen blev udskudt.

Men nu er det tid. Lørdag den 28. august stævner deltagerne ud i Det Sydfynske Øhav efter at have indtaget det fælles morgenbord med kaffe og rundstykker, der er inkluderet i startgebyret. 

- Sejladsen starter som sædvanligt fra Gambøt på Thurø, og der sejles en utrolig smuk og udfordrende sejlads rundt i Det Sydfynske Øhav, understreger arrangørerne fra Thurø Sejlklub i en pressemeddelelse.

Sidst på eftermiddagen og først på aftenen forventes de deltagende både at have tilbagelagt de 38 sømil og ankomme til Thurø, hvor gratis suppe, moleøl og præmieuddeling venter.

Præmier ved tre ens både

Flere løb for DH-kølbåde og flerskrogsbåde er på programmet, ligesom tur- og doublehand-sejlerne kan se frem til at dyste i deres eget løb. Også singlehand-sejlere er velkomne i sejladsen, der kan benyttes som opvarmning til årets Silverudder, der blot tre uger senere afvikles i Svendborg.

Som i Silverrudder kapsejler singlehand-bådene i Øhavet Rundt efter søvejsreglerne, og der opfordres til, at bådene forsynes med det samme sikkerhedsudstyr, som til Silverrudder. 

Samtidig er håbet, at flere klassebåde får lyst til at mødes i Thurø, hvor arrangørerne vil oprette eget løb og præmie ved mindst tre ens både.

- Og med klubbens nye 2,5 ton mastekran, som kan bruges til isætning af både, er det muligt meget nemt at komme på trailer til sejladsen, påpeger arrangørerne.

Priserne ved Øhavet Rundt 2021:

• Deltagergebyr: 50,00 kr. pr. person. Dog max 350,- kr. pr. båd.
• Is: 6 stk - 50,00 kr.
• Vand: 5 fl. - 50,00 kr.
• Pølser: 4 stk - 50,00 kr.
• Fadøl: 4 glas - 50,00 kr.
• Vin: 1 fl. - 50,00 kr.
• Grillmad fredag aften - 50,00 kr.

Sidste rettidige tilmelding er mandag den 23. august 2021 via www.thuroesejlklub.dk, hvor man også kan se de deltagende både.

content-loader
content-loader
content-loader