Kaløvig-sejler Mogens Just og Anders Friis tog igen danmarksmestertitlen i Wayfarer
Banelederne i Skive lagde banen lige foran havnen, hvorfor sejladserne var meget publikumsvenlige. Der blev både heppet og klappet om lørdagen, når topmærket blev passeret. Mogens Just og Anders Friis tog igen danmarksmestertitlen, Hans Henrik Riber og Jens Peter Riber tog sølv.
DM for Wayfarer blev i weekenden 18.-20. juni afholdt af Skive Sejlklub. Med et stærkt fremmøde med 20 deltagende både fra Sjælland, Fyn og Jylland var der lagt op til nogle spændende sejladser.
Skive Sejlklub løftede flot opgaven med afholdelse af stævnet. Udover at Skive Sejlklub har fantastiske faciliteter, styrede dommerteamet og hjælpere bane og sejladserne på Skive Fjord meget kompetent på trods af ganske udfordrende vindforhold, fortæller Christian Milert Hansen, der selv sejlede med til DM.
På land var der kolde lokale mole-fadøl efter sejladserne, og en lækker 3-retters menu blev serveret til lørdagens fællesspisning. Stor tak til Skive Sejlklub/MaritimCenterSkive, lyder det fra Wayfarerklubben.
Lørdag: Høj sol og vind
Lørdag blev der sejlet i 4-10 m/s sydvestlig vind, høj sol og 25 grader. Det var næsten tropiske forhold, og i flere af bådene var våddragterne udskiftet med shorts og t-shirt.
Vinden kom fint ned over Skive Fjord med jævne vindspring og ”skovpust”, der udfordrede sejlerne og et par gange medførte, at en eller flere både kæntrede. Der blev gennemført fem sejladser i et meget tæt felt, hvor alle bådene var i mål inden for få minutter og med kamp om hver placering.
Efter lørdagens sejladser lå de forsvarende danmarksmestre Mogens Just og Anders Friis på førstepladsen med tre førstepladser efterfulgt af Hans Henrik og Jens Peter Riber med to førstepladser.
Søndag: Vind og kraftig regn
Søndag blev der sejlet i 2-6 m/s østlige til sydlige vinde og kraftig regn. Der blev gennemført to sejladser, men da vinden var noget skiftende, besluttede dommerne ved middagstid, at de i alt syv gennemførte sejladser var tilstrækkeligt til at kåre danmarksmesterne.
Med 20 både i feltet var der kamp om den bedste start, og flere af starterne blev igangsat under regulering af det sorte flag - dette ændrede dog ikke på kampgejsten.
Banelederne havde valgt at lægge banen lige foran havnen, hvorfor sejladserne var meget publikumsvenlige. Der blev både heppet og klappet om lørdagen, når topmærket blev passeret.
Just og Friis vandt igen-igen
Kølvig-sejler Mogens Just og den sjællandske gast Anders Friis tog igen danmarksmestertitlen, Hans Henrik Riber og Jens Peter Riber kom ind på andenpladsen, og Christian Milert Hansen og Kim Fremlev Larsen tog tredjepladsen.
Næste gang wayfarerne sætter hinanden i stævne er til Jysk Mesterskab, der afvikles som en del af Sailing Week Aarhus i begyndelsen af september.
DM top 10, Wayfarer DM i Skive
1 DEN 10812 Mogens JUST 1 1 (6) 4 1 2 1 16 10
2 W11147 Jens Peter RIBER 4 4 1 1 (10) 5 2 27 17
3 10908 Christian Milert HANSEN 6 3 3 (7) 3 1 7 30 23
4 DEN 11219 Niels ALSLEV 3 7 2 2 4 10 (13) 41 28
5 W10787 Jan KJELDSEN 2 2 10 6 (11) 7 3 41 30
6 W11031 Christian ELKJÆR 5 8 5 3 6 6 (11) 44 33
7 11123 Bjarne LINDQUIST (13) 11 4 11 2 9 6 56 43
8 DEN 11124 Karin LINDQUIST (18) 5 9 9 7 8 9 65 47
9 W8868 Xavier PHELIPON 12 6 7 8 5 (15) 14 67 52
10 W11079 Martin BAK 8 10 13 (21)