Gummibåd redder besætning, da der går brand i bådens motor ved Mariager Fjord
Det blev en dramatisk søndagstur, da tre personer søndag formiddag sejlede ud i deres 33-fods motorbåd, skriver Nordjyske.
Ud for Als Odde, ved indsejlingen til Mariager Fjord, gik den ene af bådens to motorer i brand, og de tre ombord valgte at hoppe i en gummibåd og sejle ind til land.
Da Nordjyllands Beredskab nåede ud til stedet, havde bådens eget slukningsanlæg dog klaret arbejdet, og der var ikke længere ild i motoren.
- Vi har lige været der ude for at være helt sikre på, at der ikke stadig er noget, der brænder. Det er der ikke, konstaterer indsatsleder Caspar Weisberg til Nordjyske.
- De tre personer er stille og roligt blevet tilset i ambulancen. De er lidt chokerede, men ellers er der ikke sket dem noget, fortsætter indsatslederen.
Kilde: Nordjyske