Gå til hoved-indhold
Test
Ofcet 32 krydser godt. Fotos: Bertel Kolthof

Test af Ofcet 32 - en fremmed ORC-fugl

Test fra arkivet. Franske Ofcet 32 er skabt til dem, der virkelig vil kapsejlads - altså for dem, der VIL vinde, men den findes nu også i en turudgave. Vi testede den i Atlanterhavet. Se nu video.

Af Troels Lykke |

Test fra arkivet. En båd, der er værd at læse om mere end én gang. Minbaad.dk har testet båden for to år siden.

At Ofcet 32 er til kapsejlads ses f.eks. ved, at cockpitbænkene er for korte til at slikke sol på, men i stedet kan man stå oprejst, når fok eller storsejl skal justeres. Bænkene kan dog forlænges, hvis man ønsker en turversion af Ofcet 32.

Nede i salonen er der ingen døre, og der er kun tungt træ i bordene ved pantry, navigation og på toiletbordet. Skabe til tøj er også sparet væk, viser test for BådNyt, vi foretog i European Yacht of the Year 2017.

Hyggeligt teak i cockpittet findes heller ikke. Den franske Ofcet 32 er nemlig let. Den er blandt andet skabt for at slå den anden franske succcesbåd JPK 1010.

800 kilo lettere end Xp33

Ofcet 32 vejer kun 3,5 tons, hvilket er 800 kilo mindre end den danske Xp33er, der kun er 19 centimeter længere.

Det skal retfærdigvis siges, at Xp 33eren har et krydsstel på 63 kvadratmeter, mens Ofcet 32 er nede på 58,4 kvadratmeter.

Et andet nøgletal, hvor Ofcet 32 står stærkt, er på kølprocenten, der er oppe på 45,7, mens Xp 33eren er på 39,5 procent.

Skrogets lave vægt betyder alt for kultdesigner Marc Lombord, der er kendt for at tegne vinderbåde i IMOCA 60 og Mini 6.5 klassen. Både, der har store våde overflader, især agter til, så de kan surfe.

Det kræver imidlertid, at bådene er ultralette. Ofcet 32 har f.eks. en buttet stævn, der sørger for, at båden ikke dykker, men bredden fremme er også med til at øge stabiliteten.

Båden har et negativt spring, hæk og stævn er lavere, for man er ligeglad med, om der mere plads i for- eller agterkahytten. Til gengæld vil man gerne i mål først. Stævnen er samtidig negativ, så den skærer bølgerne mere optimalt, som det ses på Volvo Ocean 65erne, der bruges i jordomsejlingen. 

Lille værft – stor succes

Båden er bygget af det lille værft Chantier Ofcet-værft, hvor der kun er seks ansatte.

Væftet i La Rochelle, der ligger ud til Atlanterhavet, fik deres gennembrud for to år siden.

Der besatte de de to første pladser i Mini 6.5 Transat-sejladsen i serie-klassen, foran det ellers langt mere kendte og langt større Pogo-værft, der ligger længere oppe af den franske kyst.

Siden har Chantier Ofcet-værftet, der har fået fremmed kapital ind, solgt sytten Mini 6.5ere, mens der på et år er solgt syv Ofcet 32ere.

Bådens DNA kommer med andre ord fra principper, der anvendes på de transatlantiske sejladser. Bådens konstruktør Marc Lombord har dog set meget efter den internationale ORC-regel. 

En eller seks mand

Mens vi krydser væk fra La Rochelle under European Yacht of the Year 2017-testen, forklarer værftets daglige leder Joe Lacey, der smiler bag mørke solbriller, at Ofcet 32 er skabt til at vinde internationale sejladser som Fastnet Race og transatlantiske sejladser.

- Men båden er også indrettet til at kunne sejles alene eller af to mand, her kan man f.eks. vælge at få en tungere køl med bulb på, eller du kan sejle den med seks personer med en lettere køl. Man kan også vælge om båden skal være med ét eller to ror, forklarer Joe Lacey.

Han kan manøvrerne på rygraden, når der sættes vendinger ind, hvor båden glider let rundt og ikke går i stå. Laminat-sejlene med kulfibertråde står da også godt. De er skabt på det lokale sejlloft Incidence.

Vi sejler mellem 4,5 og 5,3 knob i fire m/sek., hvilket er en god fart for en ti meter båd. Blæser det ni m/sek. er farten 6,9 knob, mens båden har surfet 17 knob i Atlanterhavet.

Faktisk surfer Ofcet 32 allerede fra syv m/sek., da den er så let og har 116 kvadratmeter sejl oppe, med storsejl og enten gennaker eller konventionel spiler.

Tre personer fra værftet er med under testen. Alle er i mørkt tøj, der matcher de mørke streger og vinduer, der ligner noget på en speedbåd. Kulfibermasten bliver bøjet let, da vinden tager til, og halet til agterstaget sidder rigtigt for taktikeren, der kan være bag rorsmanden.

Vælger man en skrabet udgave til 1,19 mio. kroner er båden med alu-mast, mens prisen for Ofcet 32 med kulfibermast, laminat-sejl og stor NKE-elektronikpakke får bådens pris op på 1,65 mio. kroner.

Det er ikke ligefrem billigt for en 32 fods båd, men tilgengæld er skroget i stærkt vakuum-støbt materiale, og designet er i verdensklasse. 

Høj alu-bom

Der er en del tovværk i cockpittet, som det ses på billederne. Bommen, der er i aluminium, sidder dejligt højt, faktisk to meter over cockpitbunden, hvilket gør det mindre farligt at sejle i kraftige bomninger.

En højt placeret bom giver samtidig et godt udsyn, og når forsejlet højst er en 106 procents fok, der ikke går langt tilbage på båden, hjælper det også. En fodstøtte sørger for, at rorsmanden sidder godt og ikke falder ned til læ, når båden krænger.

Båden var virkelig let på rorpinden, selvom testbåden var med to ror, som de fleste vælger til Ofcet 32. Dette sikrer et godt greb i vandet, når båden krænger, samtidig kan roret bygges lavere, hvilket er godt ved grundstødninger, hvor man f.eks. driver på land.

Pengene værd? Ja

Det er sjældent, at vi møder rendyrkede kapsejladsbåde, hvor der ikke er indgået kompromisser for at tække tursejler-segmentet, men sådan er det på Ofcet 32.

Javel, du kan sejle tur i båden, der er to dobbeltkøjer og ståhøjde på 1,85 meter, men så er 1,19 mio. kroner måske meget, plus 150.000 kroner i nødvendigt ekstraudstyr.

Nede i kahytten er alt nemlig minimalistisk, og hyggen er ikke voldsom med for lidt træ, for få døre og indirekte lys og andet.

Når alt det er sagt, så er Ocet 32 et frisk pust. Båden ville være en fremmed fugle i Danmark, der ville vække opsigt og sikkert vinde en del sejladser med det rette mandskab.

Båden har samtidig virkelig flotte, aggressive linjer med chinen (kanten) agter og det negative spring og den buttede Open 40-stævn, der er gjort smallere i toppen.

Vinduet, der vender frem mod stævnen, er også en detalje, der er værd at tage med. Spændende om vi ser Ofcet 32 i Danmark.

Se kort video af båden under test

Ofcet 32:
Skroglængde: 9,80 m

Længde med bovspryd: 10,30 m

Bredde: 3,36 m

Vægt: 3,50 ton

Kølvægt: 1,60 ton

Dybgang: 1,90 m

Køl til kap: Bly og jernkøl uden bulb

Køl til tur: Jernkøl med bulb

Motor: Volvo Penta 18 hk

Dieseltank: 30 liter

Vandtank: 60 liter

Mast til kapsejlads: Kulfiber

Mast til tursejlads: Aluminium

Bom til tur- og kapsejlads: Aluminium

Sejlareal på kryds: 58,4 m2

Sejlareal på læns: 116,0 m2

Antal solgte på et år: 6 styk

Byggetid: 6 uger

Sejles af: 2 til 6 personer

Pris, standard: 1,19 mio. kr.

Pris, testbåd: 1,65 mio. kr.

Ekstraudstyr på testbåd, eksempler: Laminat-sejl fra Incidence i La Rochelle, herunder spiler og code zero, kulfibermast, elektronikpakke fra NKE og foldepropel

Værft: www.chantier-ofcet.com, La Rochelle, Frankrig

content-loader
content-loader
content-loader