Hestbæk efter DM-guld i Starbåd: Det var tæt ad helvede til
DM i Hellerup blev domineret af Hestbæk og Eli samt sølvvinderne Schönherr og Koy. I sidste sejlads måtte Hestbæk og Eli sejle matchrace på deres modstandere. De to hold delte næsten alle første- og andenpladser i det tyve både store felt.
- Det var tæt ad helvede til, og jeg har virkelig ondt i benene af at hænge. Jeg kunne næsten ikke gå i går, jeg har også ondt i armene, fordi jeg trimmer storsejl, forklarer Michael Hestbæk, der er dobbelt europamester i Starbåd i 1994 og 1995.
Samtidig har han vundet VM-bronze i klassen i 2012, hvor han sejlede OL i London med Claus Olesen.
Denne gang gjaldt det dog de danske mesterskaber i Hellerup, hvor modstanden ligeledes var stor:
- Jeg er virkelig imponeret over, hvor dygtig Jørgen Schönherr er blevet sammen med Markus Koy. Vi deles jo om alle førstepladserne i stævnet, påpeger Hestbæk.
Måtte slå på Schönherr
Ikke mindst søndagens lette vind var en udfordring for den dygtige sejler:
- I dag var det let vind, man skulle ud i strømmen i en sejlads, og vi fik en dårlig start, og tog under land, men man kunne bove strømmen væk fra land. Vi bliver nummer ti, og Schönherr og Koy vinder sejladsen. Vi smider vores 10. plads væk, så den, der vinder sidste sejlads, vinder mesterskabet. Vandt Schönherr og Koy den sejlads, havde de flere andenpladser end os, siger Hestbæk.
Om sidste sejlads uddyber han:
- I sidste sejlads sejler de sig op fra en tredje- til en andeplads, og vi må slå på dem og går i vendeduel med dem. Men vi vinder sejladsen og DM, fortæller Hestbæk, der ikke har siddet i en Starbåd i otte år, siden han sejlede Star Sailors Leauge på Bahamas.
Før DM havde han blot trænet fem dage med gasten Jan Eli Gravad, for hvem prof-sejleren Hestbæk blot var afløser for Lars Hendriksen.
Hellerup Sejlklub er hyggelig
Rollen som standin passede Hestbæk fremragende:
- Jan spurgte, om jeg ville sejle DM, så tænkte jeg: 'Fuck det, det er så hyggeligt i Hellerup.' Så havde jeg nogle North Sails liggende, der kun var brugt på Bahamas, og de sejl var hurtige, siger Hestæk, der med Jan Eli Gravad stak af fra det 20 både store felt.
De to mandskaber dominerede stævnet kraftigt med bedre fart end konkurrenterne.
Hestbæk og Eli havde fem førstepladser og to andenpladser tællende, men vinder blot med to point mindre end Schönherr og Koy.
- Det var super sjovt, det er en fed båd at sejle. Starbåden er så kilden i trimmet, bare én centimeter i storskødet eller tjek - bagstag, mastehældning betyder meget, forklarer Hestbæk.