Emil Kjær og co. kommer fra kæmpe stævne i Los Angeles og vinder DM i Matchrace 2021
20-årige Emil Kjær og gaster slog sikkert Lea Richter Vogelius' team i finalen med 2-0. Vinderen kom netop fra Long Beach i Los Angeles, hvor han tog en flot sjetteplads i Congressional Cup, efter han vandt kval-stævne forinden i USA. Vi interviewer Emil.
Emil Kjær, en af de store talenter i Matchrace, er nummer 25 i verden, mens det andet stortalent, Jeppe Rørholm Borch er nummer 11.
Men sidstnævnte havde stolpe ud i DM-stævnet og nåede aldrig finalen, men tog bronze. I stedet var det den dygtige kvindelige skipper Lea Richter Vogelius, der tog sølv, efter hun tabte sikkert 0-2 i finalen mod Emil Kjær ud for Skovshoved i 5 m/sek.
Emil Kjær genvandt DM med gasterne Mads Poder, Bastian Sørensen, Nicolai Bækgaard og Jacob Bødtcher.
Følte sig som en rockstjerne i Congressional Cup
Holdet, undtagen reserven Jacob Bødtker, havde netop været til Congressional Cup i Long Beach, hvor de tog en lovende sjetteplads. Et stævne, som Nicolai Sehested tidligere har opnået en andenplads i.
Om stævnet i Los Angeles siger Emil Kjær til Minbaad.dk:
- Vi deltog i udtagelsen til Congressional Cup ( i Catalina 37, red.). Målet var at blive udtaget, og vi vandt stævnet og fik lov at sejle mod de store kanoner og tog en sjetteplads. Vi var tæt på at komme i semifinalen, men tabte til Taylor Canfield. De kan virkelig holde stævner i Long Beach, man man føler sig som en rockstjerne, når man er med.
Sejlede Xp50'er med Jes Gram-Hansen
Lige nu har Emil Kjær et sabbatår, hvor han snart tager til Palma og sejler på store sejlbåde. Holdet, der støttes af en fond, bliver trænet af Joachim Ashenbrenner.
- Vi har også sejlet med Jes Gram-Hansen i år på en Xp50er til X-Yachts Gold Cup, hvor vi lærte en del.
Inden turen går mod syden, er der dog tid til at knytte endnu et par ord til den seneste DM-sejr:
- De lokale Matchrace-sejlere afholdte DM, vi havde grejnedbrud, og vi troede ikke, vi kunne nå at sejle finale, men på andendagen var der gode vejrforhold. Vi vandt begge sejladser ret stort mod Lea, for da Jeppe (Borch) ikke kom i finalen, vidste vi, at vi havde gode chancer for at vinde, siger Emil Kjær.
Sponsorer gjorde DM muligt
Stævneleder Bjarne Patuel Nielsen fra KDY var glad for støtten til DM, der blev sejlet i DS 37'ere.
- En stor tak skal lyde til alle teams, alle frivillige der hjalp til og gennemføre dette storslåede DM, til sponsorer ZeaEye, Audi Gladsaxe, Quantum Sails Denmark og Widex A/S samt til Kongelig Dansk Yachtklub for al facility, ribs, materiel og support.
Resultater
1: Blue Sails Racing med skipper Emil Kjaer
2: Team Kattnakken DK med skipper Lea Richter Vogelius
3: Team Borch Matchrace med skipper Jeppe Rørholm Borch