Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Lyø Escape sejles i år for tredje gang. Foto: Lyø Escape / Peter C. Normann

Lyø Escape for tredje gang: Sailing in the Daylights - Socializing at Night

Kapsejladsen om Lyø åbnede 2. februar billetsalget til eventens 2022-udgave. Dermed er det tredje år i træk, at begivenheden finder sted i den tredje weekend af august. Også i år bliver det under mottoet: Sailing in the Daylights - Socializing at Night.

Af Sara Sulkjær |

Selvom kapsejlerne i Lyø Escape først krydser startlinjen i den tredje weekend i august, starter eventen allerede op torsdag den 18. august. 

Her vil deltagerne blive mødt af livemusik på øen, og der vil være mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskellige vandsportsgrene, blandt andre sejlads, coastal rowing, kitesurfing, kajak. stand up paddling og open water svømning.

- Det er meningen, at interesserede kan sejle til øen i egen båd eller med færgen og derefter prøve de forskellige vandsportsgrene i løbet af Lyø Escape-dagene, forklarer Morten Brandt Rasmussen, initiativtager til sejladsen, i en pressemeddelelse.

Deltagerne sendes på jagt

Den store dag er imidlertid lørdag den 20. august, hvor der vil blive dystet i forskellige discipliner forskellige steder på øen. For sejlere bliver det til to sejladser lørdag - naturligvis afvikles på helt utraditionel vis.  

Sejlsportskonkurrencen sejles efter søvejsregler, der anvendes ikke måleregler, og navigationen rundt om øerne er stort set fri. Der sejles en kort distance-sejlads lørdag formiddag. Her noteres deltagernes tid, og bådene scorer points efter placering.

Derefter sejles en kort og intens jagtstart. Den langsomste starter først, den hurtigste sidst. Alle krydser i teorien mållinjen samtidig. Bådene scorer points i anden sejlads. Båden med den bedste score vinder. 

Anders’ overraskelser 

Når bådene kommer ind efter jagtstarten, bliver der muligvis også i år plads til en “surprise” fra Hly-krofatter Anders Kraft og hans håndgangne mænd.

- Hvilken overraskelse det bliver vides endnu ikke - men sidste års østers og vin serveret på kajen umiddelbart efter sidste sejlads tåler en gentagelse, påpeger Morten Brandt Rasmussen.

Det hele går op i en højere enhed lørdag aften, hvor alle deltagere fra de forskellige discipliner mødes til den efterhånden berømte Lyø Escape-aften med underholdning, præmieoverrækkelse, middag, vin, øl, drinks, jazz og disco. 

Plot Escapen ind på ruten

For deltagere i Vegvisir Race og Silverrudder Challenge i september er Lyø-sejladsen en oplagt optakt, ikke mindst for sejlere fra udlandet eller fjernt fra Det Sydfynske Øhav. For sejlere i lokalområdet kan sejladsen plottes ind i kalenderen som en hyggelig weekend i sensommeren.

Endelig kan eventet være attraktiv for sejlere på sommertur, da sejladserne er lagt an på både og besætninger, der er et stykke fra race-mode.  

De står bag
Eventet er et samarbejde mellem Lyø Bådelaug, kroen Hly og Shorthand Events. Eventet er både i 2020 og 2021 blevet støttet af Faaborg Midtfyns Kommune. De første otte både er tilmeldt.

Du kan læse mere om eventet og tilmelde dig på: www.lyoescape.com.

content-loader
content-loader
content-loader