Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Annika Grænge Hansen og Jan Sørensen studerer den rute, de skal sejle i Guldborgsund Baltic Race til august. Privatfoto.

Annika tager rorpinden på sin Polaris Drabant 26 i Guldborgsund Baltic Race

Foreløbig er 30-årige Annika Grænge Hansen fra Langø Bådelaug eneste kvindelige skipper, der er tilmeldt årets udgave af Guldborgsund Baltic Race. Annika, der sejler turen med sin stedfar, håber, at hun på den 155 sømil lange tur lærer sin båd bedre at kende. 

Af Susanne Lose |

Man behøver ikke de store analyseprogrammer og regneark for at komme frem til den konklusion, at det står sløjt til med ligestillingen, når det gælder at sejle kapsejlads.

Det kræver blot et hurtigt kig på tilmeldingslisterne til kapsejladserne. Mændene er i den grad i overtal, fortæller journalist og sejler Susanne Lose, der skriver for sejlsklubben Vikingen, der står bag sejladsen på sydhavsøerne.

Det er nu ikke for at ændre det, at 30-årige Annika Grænge Hansen, der bor Nakskov, har tilmeldt sig distancesejladsen Guldborgsund Baltic Race, der sejles fra Nykøbing F. 25-27. august.

Købte Polaris Drabant 26 for to år siden

Hun er ikke medlem af en sejlforening, men hun elsker at sejle, og da hendes stedfar Jan Sørensen foreslog at deltage i konkurrencen, var Annika straks med på idéen. Det er hende, som er skipperen, og hun vil sidde med rorpinden i hånden størstedelen af sejladsen.

Hun og hendes mand Mads Slente købte for to år siden en 26 fods Polaris Drabant, og det er den, der skal med Annika og Jan ud på de 155 sømil i slutningen af august. 

- Jan sejlede med sidste år, og var meget begejstret for turen og foreslog, at vi sejlede i vores båd. I år er det mig, der sejler med, for Mads har ikke så meget erfaring i at sejle med sejl, men næste år er det ham, der skal sejle med Jan, fortæller Annika Grænge Hansen.

Startede i Optimistjolle

Annikas indgang til sejlsporten startede traditionelt. 

Hun begyndte med at sejle optimist i Nakskov Sejlklub, men efter blot en måned tog hun den første store udfordring op som sejler og deltog i klubmesterskaberne på Nakskov Fjord - og blev nummer tre.

Et par år efter købte hun en Flipperjolle sammen med sin stedfar, og den sejler de to stadig i en gang imellem. Sommerferierne blev brugt på at sejle rundt i de danske farvande sammen med familien. 

Og Annika nyder at være på vandet. Derfor var det også helt naturligt at købe båd, da hun selv fik en familie, som udover Mads også tæller sønnen Lauritz, som er knap fem år.

Håber at lære

Annika håber, at hun på den 155 sømil lange tur kan komme til at lære sin båd rigtig godt at kende. 

- Jeg forventer, at vi får nogle gode sejloplevelser forhåbentlig med en masse spilersejlads. Det bliver spændende, siger Annika, som også for første gang kommer til at sejle natsejlads.

Jan Sørensen har specielt masser af ros til distancerne. Sidste år sejlede han i en Jeanneau 42, og det havde sine udfordringer allerede fra begyndelsen, fordi starten fra Nykøbing var på kryds. 

- Vi vendte 37 gange på vej til Guldborg. Det regnede, da vi startede, så jeg havde taget masser af tøj på, men en del af det røg af lidt efter lidt på vejen ud af sundet. Det var hårdt og varmt at krydse så mange gange med en tung båd, men det var en rigtig god tur, afslører Jan Sørensen.

Polaris Drabant 26 stikker kun 1,35 meter

Med Drabanten bliver det anderledes. Den er meget lettere og stikker blot 1,35 meter, så krydsbenene kan blive lidt længere. 

- Jeg synes, at det var en fantastisk rute. Den bød på det hele, og man skal være vågen hele tiden. Jeg glæder mig til at være med igen, understreger Jan Sørensen.

Selvom kapsejladsen byder på en rute på 86 sømil, har Annika og Jan prioriteret den længere 155-sømils bane:

- Nej, det skulle da være den lange tur. Vi skal have hele oplevelsen med, lyder det fra den foreløbig eneste kvindelige skipper, der er tilmeldt Guldborgsund Baltic Race.

content-loader
content-loader
content-loader