Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Carl Erik Juel Hansen står i spidsen for Guldborgsund Baltic Race. Han siger: - I år koster det 600 kroner for at sejle med for en dobbelthand-besætning og da det hed Vegvisir Race var prisen 2.511 kroner og singlehandsejladsen koster 500 kroner, før var prisen 1.256.
Kapsejlads
Carl Erik Hansen er til dagligt gast på denne heftige Luffe 4004 i Nykøbing Falster.

Stævneleder: Vi laver ikke Guldborgsund Baltic Race for at tjene penge

De seks sejlklubber i Guldborgsund Kommune, som står bag single- og doublehandsejladsen til august, har mere hjertet med end pengepungen, fortæller stævneleder Carl Erik Juel Hansen fra Sejlforeningen Vikingen. Sejlere fra 2020 er overført til Nyborgs Vegvisir Race, hvor de har startgebyr til gode.

Af Troels Lykke |

Guldborgsund Baltic Race, der tidligere hed Vegvisir Race, er nu på egne hænder uden eventmanden Morten Brandt, der har overført stort set alle 120 deltagere til Nyborg, hvorfra Vegvisir Race fremover bliver sejlet.

En af grundene til, at sejlerne er flyttet med, må formodes at være det faktum, at ingen af deltagerne har fået deres ret heftige startgebyr tilbage for den aflyste sejlads i 2020.

Ingen fik startgebyr tilbage i 2020

Flere har faktisk forgæves forsøgt at få pengene tilbage hos Morten Brandt og hans firma Shorthand Event & Communication, men det er ikke sket. Således har Minbaad.dk modtaget mails fra utilfredse sejlere om netop det, da de ikke ønsker at sejle Vegvisir Race i Nyborg i år.

Men Vegvisir Race og Morten Brandt har ikke gjort noget ulovligt, for der stod ingen steder i sejladsbestemmelserne, at pengene skulle tilbagebetales, hvis stævnet aflyses, som det blev i 2020 i Nykøbing Falster på grund af corona.

Det gør der til gengæld nu i Guldborgsund Baltic Races sejladsbestemmelser, hvor man får pengene tilbage, hvis en ny aflysning opstår.

Da klubberne på Falster trak stikket i 2020-stævnet, forlod Morten Brandt sejlklubberne på Falster, og i dag står sejlklubberne derfor på egen fod og fortsætter med navnet Guldborgsund Baltic Race.

Lige nu er kun 18 både tilmeldt sejladsen, der tilbyder doublehand-sejlads på enten 155 eller 225 sømil samt singlehandsejlads på 86 sømil. Deltager man i sejladsen fra 26. til 28. august, kan man ligge gratis i Nykøbing Falster indtil solosejladsen Silverrudder starter i Svendborg 17. september.

Pris nu faldet fra 2.511 kr. til 600 kr. for dobbelthand

Stævneleder Carl Erik Juel Hansen, der sammen med Per Thomsen og Jørgen Bojesen står i spidsen for sejladsen, der fungerer i et anpartsselskab, slår overfor Minbaad.dk fast, at det for arrangørerne gælder om at have hjertet med i sejladsen - også mere end det handler om at tjene penge på eventen:

- Det betyder meget, at man har hjertet med, mere end at man har et stort plus på kontoen efter stævnet. Vi laver stævnet af sportslig interesse, mere end det er en forretning. I år koster det 600 kroner at sejle med for en doublehannd-besætning, og da det hed Vegvisir Race var prisen 2.511 kroner, forklarer stævnelederen og uddyber:

- Singlehandsejladsen koster 500 kroner, før var prisen 1.256 kroner. Så vi har sænket priserne markant, så når tracker, t-shirt og mad til sejlerne er betalt, er alle startpengene brugt, forklarer 68-årige Carl Erik Juel Hansen, der til daglig er gast på en Luffe 40.04 ’Jolly’ i Nykøbing.

Priserne i år på sejladsen er introduktionspriser. Næste år vil prisen lande på 1.000 kroner for singlehand og 1.200 kroner for doublehand.

Vi får ikke lige 150 både med nu

Carl Erik Juel Hansen og de lokale klubber i området er udmærket klar over, at det ikke bare sådan er at få mange sejlere med igen. Halvdelen af sejlerne kommer fra Tyskland.

- Vi var godt klar over, at vi ikke lige fik 150 både med i Guldborgsund Baltic Race, men vi har kapaciteten til det, og vi håber på, at vi når en vis størrelse. Eksempelvis er singlehandsejladsen på 86 sømil en god intro til at prøve singlehandsejlads i et område med meget navigation og natsejlads, det kunne være en god sejlads som opvarmning til Silverrudder-sejladsen lige efter, forklarer Carl Erik Juel Hansen.

content-loader
content-loader
content-loader