Cille blogger: Vores Gustav på 20 år sejler til sommer

I morges dukkede der et minde op på min telefon. Facebook mindede mig om, at det i dag er seks år siden, at vi landede på Barbados.

Jeg fløj over Atlanterhavet med vores tre store børn. Mindet var et billede af min ældste søn, Gustav, som på det tidspunkt var 14 år. Mens vi fløj fra Tenerife til Barbados, sejlede vores skipper vores flydende hjem, en Bianca 420, over til os for at vi kunne fortsætte eventyret i Caribien.

Det var to fantastiske, vilde, udviklende og til tider hårde år ude i verden. De to år bød på oplevelser og udfordringer og en masse eventyr. Vi tvang børnene med fra Danmark og der var en masse modstand, for hvad skal en 14 årig egentlig på 42 fod med sin mor, far, to mindre søskende og en ekstra lillebror undervejs (men det vidste vi ikke ved afgang fra Danmark). Gustav var ikke i tvivl, han ville klart hellere være hjemme med sine venner og en dør han kunne lukke, når familien blev for meget.

Vi insisterede. Han skulle med. Og heldigvis landede han i det og tog det hele ind, stod ved roret på nattevagter den anden vej hjem over Atlanterhavet og fangede familiens aftensmad med harpun i øde ankerbugte. Og vennerne … de var der også, da han kom hjem.

Vi har ikke på noget tidspunkt fortrudt vores beslutning om at hive de tre unger ud af skolen og tilbyde dem noget andet.

Behøver du at opleve den verden?

Men nu spoler vi lige tiden seks år frem til i dag, november 2022. Gustav er nu blevet 20 år. Han afsluttede gymnasiet før sommerferien og er voksen nu.

De to år vi gav ham ombord på S/Y Johanna og de oplevelser han fik og opsøgte, har været definerende for ham og det liv, han nu har lyst til at skabe for sig selv.

Så definerende, at han til sommer selv drager ud i verden med tre venner som skipper på egen båd.

Og så opstår der et dilemma som mor (og far). Et dilemma, der handler om på den ene side at være stolt og glad for at han har modet og viljen til at tage afsted og på den anden side være super bekymret over at sende ham ud på egen hånd - “behøver du at opleve den der verden?”.

Det er altid dobbelt, når nogen, man elsker, vil bevæge sig ud på eventyr. Det giver os en langt større forståelse, for de reaktioner vi fik, da vi meldte ud til familie og venner, at vi ville sejle afsted i 2016-2018. Det handler ikke om, at vi ikke tror på, at han kan klare det, det handler jo bare om, at vi gerne vil have de mennesker vi elsker tæt på.

Nu skal båden købes

Men nu er planlægningen sat i gang. Drengene skal købe en båd og der er afgang fra Danmark i starten af august. Første sæson tilbringer de i Middelhavet og efter en arbejdspause hjemme i Danmark i efteråret 2024, er planen at de sejler over Atlanterhavet. Planer kan ændre sig og dét ved vi, at Gustav har helt styr på.

Båden er ikke købt endnu og det er jo helt i familiens ånd, da vi først købte vores båd seks uger inden afgang fra Danmark.

Den yngste kaptajn jeg har mødt

Mine mange samtaler og interviews med sejlere gennem de sidste fire år, har gjort mig bevidst om, hvor forskelligt vi planlægger og handler på drømme. Jeg er fascineret af Leonora og Sissel fra Drømme i sigte, som har brugt lang tid på at finde den rette båd og nu er ved at skille den ad, for at samle den igen og med ro i maven sejle ud i verden. Det er én måde at tage afsted på.

Gustavs måde er anderledes, men ikke mindre rigtig og til gengæld har han sejladsen med sig fra de aller tidligste år af hans liv. Og han foretager sig ikke noget uansvarligt eller overilet.

Gustav bliver den yngste kaptajn på egen båd, som jeg indtil videre har interviewet. Så jeg glæder mig til at høre hans tanker og overvejelser, når de unge mænd snart har købt deres kommende hjem.

Og indtil da vænner vi os til tanken om, at vi har skabt en skipper, en kaptajn, som ikke er bange for at handle på sine drømme - og så er der også en god undskyld til at besøge ham i verden.

Cille