Danmark rundt med start i Esbjerg bliver med stejl sø og modvind i Nordsøen for syv både
Vindguderne har lagt i kakkelovnen til 760 sømil Garmin Round Denmark Race offshore, der starter fra Esbjerg torsdag 3. august kl. 16. Det kommer til at gøre ondt. - Jeg ville søge ud til havs for at få noget vand under kølen og afstand til kysten, siger offshore-sejler og fiskeskipper Erik Venøbo.
Det ligner en krydsstart på fladt vand de første 1,5 sømil ud af løbet fra den nye marina i den nordlige del af Esbjerg. Herfra kommer der slæk på i ca. 6,5 sømil, når bådene falder af til en sydvestlig kurs på cirka 235 grader.
De to korte ben bliver på fladt vand, da der sejles i en rende, der uddybes løbende. Deltagerne bør ikke forsøge at skære hjørnerne, da risikoen for at gå på grund er stor. Herfra er det slut med fladt vand, for nu går det ud i Nordsøen, hvor der forventes 10 m/sek fra NNV, fortæller stævnechef Morten Brandt.
Næste udfordring er passagen af Danmarks vestligste punkt Blåvandhuk. Deltagerne skal vælge om de går den korte vej gennem Søren Bovbjergs Dyb med grundene Ulven og Søren Bovbjerg Knob mod øst og en stribe unavngivne grunde mod vest.
Måske styrbord om vindmølleparken Horns Rev
Alternativt skal de stikke til havs på styrbord halse for at gå uden om vindmølleparken Horns Rev cirka 30 sømil mod vest. Vælger man den korte vej på kryds i medstrøm og modsø gennem ”firkantede” bølger og med vendinger dikteret den ruten. Eller vælger man at gå uden om Horns Rev, hvor man kommer til at sejle meget langt på styrbord før man kan lægge vindmølleparkens vestligste afmærkninger.
Fra hårdt til hårdere - søg til havs
Efter Blåvandshuk går det fra hårdt til hårdere. For mens sejlerne bevæger sig nord over, bevæger et vindsystem med vindstød af kulingstyrke sig mod syd. Det ligner et møde mellem sejlere og vind fra fredag morgen til lørdag morgen. Man kan forvente, at blandt andet Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals og Jammer Bugt skal passeres, mens vinden for alvor trykker igennem.
– Jeg ville søge ud til havs for at få noget vand under kølen og afstand til kysten. Hvor man skal søge ud, det vil jeg ikke blande mig i, men det skal være før vinden rammer for alvor. Jeg ved det kommer til at gøre ondt på dem, der vælger at gå ud, hvis der er andre både, der fortsætter tættere på kursen. Men hør her, der kommer meget mere ro på, når man ligger ude. I stedet for at kæmpe sig frem på kryds tæt på land i 15 m/sek hvor bølgerne også trykkes tilbage fra land, så kan man tage den mere med ro ude og måske endda få lidt slæk når vinden rummer i løbet af perioden, siger den erfarne solo-sejler og fiskeskipper Erik Venøbo, der bl.a. var ophavsmand til de første versioner af Danmark Rundt, der blev sejlet som en etapesejlads.
Se deltagerne i sejladsen her - se også facebook-siden fra sejladsen
Følg bådene på TracTrac
Vi følger naturligvis med i udviklingen i vejrprognoserne og taler med sejlerne om deres rutevalg. Der bliver sendt live fra starten i Esbjerg fra 15:55. Du kan yderligere følge deltagerne på Garmin Round Denmark Race via tracking fra tractrac.