Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Enkelte kommer med stor erfaring og som ’stjerner’ fra andre båd- og jolleklasser og tilsvarende drømme og ambitioner for Finnjollen. Andre er vant til ikke at være stjerner. Foto: Deaves

Sådan vil Finnjolleklubben få flere mænd ud på vandet - læs deres gode råd her

Mange gode initiativer har ført til en markant stigning i antal kvinder, der sejler. Ikke alle mænd er dog så heldige, at deres bedre halvdel vil med på havet, fortæller Finnjolle-sejler Michael Staal fra Dragør i en artikel. Derfor inviterer Finnjolleklubben mændene på havet.

Af Micheal Staal |

Michael Staal skriver:

Forleden dag, til vores faste ’formiddagsleg i Finnjolle’ ud for Vallensbæk, hilste en venlig mand på os med ovenstående indledning: ”Min kone sejler ikke … og jeg vil gerne sejle lidt mere”. Han havde observeret, at vi jævnligt sejler ud fra slæbestedet i Vallensbæk i godt humør, samt ikke mindst vender tilbage efter et par timer i samme gode stemning.

Hans tanke var, at det kunne være vejen frem mod lidt flere sejltimer i en meningsfyldt ramme, som tids- og pengemæssigt kan harmonere med den øvrige families interesser. 

Det ligner den situation, som har ført til en betydelig stigning i antal af voksne jollesejlere i Finnjolle og OK-jolle. Vi har før berettet om miraklet i Veddelev, hvor én Finnjolle på få år blev til godt 25 Finnjoller med ugentlig aktivitet på vand og land. For tiden har vi registreret mere end en håndfuld interesserede til vores baser i Vallensbæk, Dragør og Veddelev.

Hvordan kommer jeg i gang?

Tag fat i os på slæbestedet, via vores hjemmeside, via vores Facebook side(r) eller dit netværk.

Vores tilbud:

  • Prøvesejlads
  • Info om hvor du kan deltage
  • Hvordan du kan lære de nødvendige ting (vi underviser og lærer fra os – det er kulturen)
  • Hvordan du kan bidrage til fællesskabet
  • Omfattende dokumentation på vores hjemmeside m.m.
  • Kvalitetstid på vand og land
  • Information og rådgivning om udgifter, investering i alt fra redningsvest til jolle, mast og sejl (vi hjælper dig med at holde udgiften på rette niveau og den økonomiske risiko lav)

Hvor meget erfaring skal jeg have i forvejen?

Blandt nuværende Finnjollesejlere er de typiske baggrunde:

  • Jeg har sejlet jolle som barn/ung men det er X år siden
  • Jeg har ejet/sejlet kølbåd i Y år
  • Jeg har været gast i kølbåde i Z år

De fleste har sejlet kapsejlads på et tidspunkt eller i det mindste prøvet det. Erfaring med at udfordre sig selv er ikke fremmed eller foruroligende. Nysgerrighed og motivation for at lære er til stede.

Enkelte kommer med stor erfaring og som ’stjerner’ fra andre båd- og jolleklasser og tilsvarende drømme og ambitioner for Finnjollen. Andre er vant til ikke at være stjerner.

Begge kategorier får erfaringsmæssigt hurtigt de positive oplevelser. De mindre erfarne endda lidt hurtigere, fordi stjernestatus ikke automatisk følger med over i Finnjollen.

Hvor meget skal jeg veje?

Finnjollen kræver sin mand! Vi har også med (lange) mellemrum kvinder i klassen, men de har det lidt svært i forhold til at være stærke nok. Der findes heldigvis andre joller, som bedre passer til kvinders fysik.

Til gengæld er det en misforståelse, at den mandlige Finnjollesejler skal veje 100 kg og have hår mellem tænderne. Finnjollesejlere fordeler sig over tre vægtgrupperinger, der hen over hele vindregisteret konkurrerer på vilkår, der præmierer de bedste sejlere.

Letvægtere: 75-85 kg

Mellemvægtere: 85-95 kg

Sværvægtere: 95-115 kg

Vi har statistisk bevis for, at alle vægtklasser kan gøre sig gældende i kapsejlads. Læs om det i denne artikel: GÆT EN FINNJOLLESEJLER

Næste skridt

Kom og besøg os på slæbestedet eller check vores hjemmeside ud. Du finder os på faste dage i Veddelev Bådelaug, Vallensbæk Sejlklub og Dragør Sejlklub. På vores Facebooksider kan du følge vores aktiviteter og de tidspunkter, vi er aktive:

Veddelev-gruppen

Vallensbæk-gruppen

Dragør-gruppen

Hvis du bor vest for Storebælt? Fortvivl ej. Gennem dekader har vi taget initiativer til at starte fleets op hos jer. I korte perioder er det også lykkedes i Aarhus-området og i Middelfart.

I kan godt!

Og i 2024 forsøger vi igen med følgende tiltag, som bør motivere til leg på vandet (i baglæns rækkefølge):

  1. 31. august - 7. september. VM for Finnjoller. Aarhus Sailing Center
  2. 23. - 25. august. DM for Finnjollen. Aarhusbugten
  3. Forårs-træningslejr. Aarhusbugten
content-loader
content-loader
content-loader