Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tilbage i 2015 lavede folkene bag GoSail også VM for de to bådklasser lige efter hinanden - også dengang fra Middelfart Marina. Det er ikke set før eller siden. Foto: GoSail

Bunker One er titelsponsor til VM i Melges 24 og matchrace for kvinder i Middelfart

Den fynske havneby bliver i år international, når flere end 400 sejlere fra hele verden tørner sammen til ikke bare et, men to verdensmesterskaber i sejlads: VM i bådtypen Melges 24 og VM i matchrace for kvinder. Stærk lokal titelsponsor står bag.

 

Af Troels Lykke |

De fleste ville takke nej, men et stærkt hold bestående af GoSail, Bunker One, Middelfart Kommune, Destination Fyn og Sport Event Denmark går sammen om at løse kæmpe udfordring: At afvikle to verdensmesterskaber i sejlsport lige efter hinanden på Middelfart Marina.

Sommerferien i Middelfart bliver i år lidt mere international, når flere end 400 sejlere fra hele verden tørner sammen til ikke bare et, men to verdensmesterskaber i sejlads: VM i bådtypen Melges 24 og VM i matchrace for kvinder, skriver GoSail til pressen.

Bag arrangementet står eventvirksomheden GoSail og sejlklubberne i området som arrangører, Middelfart Kommune, Destination Fyn og Sport Event Denmark.

De bliver nu partnere med den maritime brændstofleverandør Bunker One med hovedsæde i Middelfart som titelsponsor på de to verdensmesterskaber.

Bunker One ønsker flere kvinder i det maritime

”Det er ikke hver dag, der kommer verdensmesterskaber til Middelfart, og når der så kommer to, som endda foregår på vandet og samtidig understøtter vores ønske om, at flere kvinder engagerer sig i det maritime, så var det helt oplagt, at vi skulle være med til at løfte de VM’er,” siger Peter Zachariassen, CEO for Bunker One.

De to verdensmesterskaber er uafhængige af hinanden men afvikles umiddelbart efter hinanden til sommer med Middelfart Marina som omdrejningspunkt.

40 Melges 24ere forventes på startlinjen

Først skal der sejles VM i Melges24, som er en potent og hurtig sejlbåd med flere end 900 både på verdensplan, og mænd og kvinder konkurrerer på lige fod i klassen. Op mod 40 både med fire-seks sejlere på hver båd forventes at deltage.

Efter et par dages pause går kvindernes verdensmesterskab i matchracing i gang, og der sejles i bådtypen Blu26. Her vil 12 hold á fem kvinder hver konkurrere om titlen som verdensmestre.

Erfarne kræfter skal løfte VM

Tilbage i 2015 lavede folkene bag GoSail også VM for de to bådklasser lige efter hinanden - også dengang fra Middelfart Marina. Det er ikke set før eller siden.

Kombinationen af gode tilskuerpladser og erfarne kræfter var nøglen til, at GoSail kunne vinde retten til arrangementet foran en række andre konkurrenter på den internationale sejlsportsscene.

”Det er en kæmpe opgave at lave et VM - og så at lave to lige efter hinanden, det er stort. Derfor er vi utroligt stolte over, at vi endnu engang har fået lov til at arrangere stævnerne. Der kommer flere end 400 atleter, og masser af frivillige skal få stævnerne til at fungere. Vi glæder os til at give tilskuerne en stor oplevelser og glæder os til, at de lægger vejen forbi marinaen,” siger Søren Mathiesen Laugesen, direktør for GoSail og stævneansvarlig for VM.

Verdensmesterskaberne fordeles efter ansøgning og evne, og med tildelingen til GoSail som arrangør og Middelfart som lokation er tiltroen til en succes allerede på plads. Det skyldes blandt andet også, at der er både erfaring og lokal opbakning til arrangementet fra både Middelfart Kommune, Destination Fyn, Sport Event Denmark og andre sponsorer.

”Middelfart har nogle helt unikke vandsportslige muligheder med bynære arealer og udfordrende sejlområder, men mest af alt har vi opbakningen fra stærke kræfter som Destination Fyn og Sport Event Danmark til det her arrangement. Med Bunker One er vi utroligt glade for at have sikret en stærk økonomi og engagement, men også lokale erhvervsdrivende, spisesteder og Middelfart Kommune står klar til at sikre et dobbelt brag af en sejlsportsevent,” siger Søren Mathiesen Laugesen.

Bunker One ønsker mere maritim bevågenhed

Konkurrencerne foregår i Lillebælt og Fænøsund ud for Middelfart. Matchrace for kvinder kommer til at foregå bare få meter fra molen på marinaen, så tilskuerne kan se direkte ned i bådene og høre besætningerne kommunikere, mens de forsøger at udmanøvrere modstanderne. Der bliver livespeak af sejladserne og lækre tilbud på molen, så man kan hygge sig og se sejlads i absolut verdensklasse.

Dette mix af publikumsvenlighed og tilgængelighed håber Bunker One kan være med til at sætte både Middelfart, kvinder og sejlsport i bevidstheden hos flere.

”Vi er begejstrede for, at Middelfart kan tiltrække konkurrencer på højeste niveau. Vi som virksomhed er hjemmehørende i Middelfart, og er ganske stolte af det, derfor er disse verdensmesterskaber en fantastisk mulighed for at fremhæve den hjemby, som vi er så stolte af, og samtidig støtte en rigtig god sag,” siger Peter Zachariassen og tilføjer:

”Kombinationen af kvinder og sejlads er desuden vand på vores mølle. Hele shippingbranchen står overfor en udfordring med diversitet og rekruttering, og her er første skridt, at vi skal have flere kvinder interesseret i den maritime branche. Konkurrencer som dette VM er med til at sætte fokus på, at vi både i Danmark men også på verdensplan har nogle kvindelige stjerner, som kan inspirere andre,” siger Peter Zachariassen.

Verdensmesterskaberne afholdes ud fra Middelfart Marina hvor konkurrencen for Melges 24 foregår mellem 27. juni til 1. juli mens VM i kvindernes matchrace foregår 4. juli til 7. juli 2023. 

content-loader
content-loader
content-loader