8 danske matchrace sejlere i top 100 på verdensranglisten - Jeppe Borch på 3. plads
Efter to års særlig ranking pga. Covid-19 er World Sailing nu gået tilbage til den rigtige globale matchrace ranking og resultatet viser hvor meget matchrace har udviklet sig de seneste år herhjemme, forklarer KDY-matchracer Jan Ølholm Mortensen.
Den meget skarpe matchrace-sejler Jeppe Borch topper listen af danske mandlige skippere som nummer 3.
Emil Kjær, der absolut heller ikke er tabt bag en vogn, er på 11. pladsen. Samlet set er 8 danske hold på listen blandt de bedste 100 matchracesejlere i verden.
Danmark har historisk haft et meget stærkt matchracemiljø siden begyndelsen af 1990'erne, ikke mindst fordi man har haft stærkt matchrace-miljø i både Skovshoved og Middelfart. Hvem husker ikke Sten Mohr, Jesper Radich, Jes Gram-Hansen og ikke mindst Jesper Bank.
Flere stævner igen
- Omkring 2018 var der en nedgang i antal aktive matchracesejlere og derfor var der også færre stævner. Siden da er det gået kraftigt fremad, forklarer Jan Ølholm Mortensen, der selv er nummer 53 på verdensranglisten.
Udviklingen i antal matchracestævner i Danmark (jf. www.sailing.org/events):
- 2018: 2 stævner
- 2019: 5 stævner
- 2020: 4 stævner (Corona)
- 2021: 10 stævner
- 2022: 10 stævner
- 2023: 12 planlagte stævner
- De aktive danske matchracesejlere har derfor hele tiden haft motivationen i at kunne træne frem mod et matchracestævne - også om vinteren, siger Jan Ølholm Mortensen og fortsætter:
- Dette har medført, at der er kommet et top 35-100 lag af sejlere under Jeppe Borch og Emil Kjær, som ligger i den absolutte verdenselite. I øjeblikket er der ca. 600 konkurrenceaktive matchracebesætninger på verdensplan. Flere af de andre lande har ikke haft så aktivt et miljø i hele coronaperioden. Så vi forventer selvfølgelig en masse sjov konkurrence fra de andre landes hold de næste år, siger sejleren fra Skovshoved.
Danskere på verdensranglisten i matchrace
3. Jeppe Borch
11. Emil Kjær
38. Lea Vogelius
52. Morten Munch (Widex)
53. Jan Ølholm Mortensen (Widex)
82. Matias Rossing
89. Klaus Bech
96. Kristine Mauritzen
Se hele listen på www.sailing.org