Bådforhandler i København sælger ud – ti både sælges til under 10.000 kroner
Området, hvor bådene står, skal bruges til vinteropbevaring, og derfor har bådforhandler Jesper Hansen skruet prisen i bund. Ingen af bådene har været sunkne eller haft andre alvorlige skader, lover forhandleren.
En Maxi 77’er, motorsejleren Luna 26 og flere andre både står udenfor CJ Bådes bygninger i København.
Her har de stået i et års tid. Henkastet i et hjørne, hvor de færreste har undet dem et blik. Nu skal det være anderledes. Området skal bruges til vinteropbevaring, og derfor har forhandleren nu sat bådene til salg for imellem 5.000 og 10.000 kroner:
- Man kan helt sikkert gøre en god handel. For os kan det ikke svare sig at reparere dem, men de kan alle flyde og sættes i vandet. De har ikke været sunkne eller haft andre alvorlige skader, lover Jesper Hansen, indehaver af CJ Både, overfor Minbaad.dk.
Efterladte både fra områdets havne
Flere af bådene har haft deres hjem i de omkringliggende lystbådehavne. Lystbådehavne, der ikke er blege for at give Jesper Hansen et kald, når de efterladte både i en rum tid har stået på havnen, uden at ejermanden har betalt den nødvendige havneleje:
- De står opbevaret hos os, indtil sagerne er ovre. Herefter overtager vi båden, men vi har intet med det juridiske at gøre, påpeger Jesper Hansen.
Også både, der er indgået i byttehandler med andre fartøjer hos CJ Både, er på jagt efter nye ejermænd. I alt 15 både er eller har derfor været til salg:
- I nogle af bådene er der motor, nogle velfungerende, andre ikke. Det samme gælder for bådenes sejlgarderobe. Nogle er komplette, andre er det langt fra. Interesserede må selv komme, kigge og danne sig et overblik, opfordrer den københavnske bådforhandler.
3-4 både er væk
Flere nysgerrige med sejlerblod i årerne har allerede aflagt virksomheden et visit, og hjørnet med efterladte både er skrumpet ind. 3-4 både er forsvundet, mens 10-12 både fortsat står klar til at hjælpe nye sejlere på vandet:
- Hvis man gerne vil billigt på vandet, er en smule bådsagkyndig og har mulighed for at lave lidt, skal man endelig kigge forbi. Har man ikke hænderne skruet rigtigt på, skal man måske overveje det en ekstra gang, slutter Jesper Hansen.
Det er muligt at kigge nærmere på bådene hos virksomheden i København, der kan kontaktes på 70 11 00 22.
Læs mere om CJ Både her, ligesom du kan se flere billeder af bådene herunder: