Signe fortsat i Bahamas: På kryds igennem en smal indsejling i stormvejr 

Vi havde troet, at vi på nuværende tidspunkt ville være godt på vej til Chesapeake Bay, men ind til videre har vi ikke haft mulighed for at sejle nordpå. Lavtryk efter lavtryk skaber kraftige nordlige vinde omkring Cape Hatteras og gør Golfstrømmen livsfarlig at krydse.

Til gengæld har vi haft god tid til at nyde Abacos, der efter Exumas er det mest populære sejler-område i Bahamas. Mange amerikanske cruisere bruger Abacos som et home-away-from-home i vintersæsonen, mens andre, ligesom os, bruger øgruppen som et bekvemt sidste stop, inden de sejler nordpå. 

Motoren virker igen

Fra Eluthera til Abacos havde vi omkring 70 sømil. Vejrudsigten lovede lette vinde, men vi håbede på at kunne sætte sejl alligevel, da vi var ved at være lidt lav i dieselbeholdningen. Vi havde ikke fyldt tanken op siden San Juan, men 70 sømil skulle vi godt kunne klare, hvis det blev nødvendigt.

Og måske tænker du, virker motoren igen? Ja, utroligt nok! Da det lykkedes Henrik at skifte højtrykspumperne, kunne den kun køre med lave omdrejninger, og derfor prøvede vi at undgå at bruge den.

Det gav os nogle super gode sejladser, og vi har også syntes, at vi har været lidt seje, når vi er ankommet til en ankerplads for sejl og forladt den på samme måde. Men på nogle dage med ingen vind, tyede vi alligevel til motoren, og her var det som om, at jo mere den kørte, jo bedre kørte den - så nu virker den, og det er endda bedre end før!

Ikke nok diesel

Vores problemer startede allerede, da vi kom fri af Eluthera og ud i Atlanterhavet. Her blev vi ramt af modstrøm, og i stedet for at gå omkring fire knob for motor, gik vi kun to.

Vi forsøgte at sætte sejl flere gange, men hver gang gik vi bare i stå og begyndte at drive baglæns. Nu var der pludselig langt til Abacos. Vi startede motoren, så vi trods alt bevægede os i den rigtige retning, men med to knob ville vi sandsynligvis ikke have diesel nok til at komme frem. 

Farlig indsejling 

For at komme i læ bag de ydre øer i Abacos skal man igennem et “cut”. Disse cuts eller gennemsejlinger er ofte meget smalle med rev og klipper på hver side, og der kan være stærke strømforhold, hvis man ikke kommer i slack.

Hvis kraftig vind og strøm er imod hinanden, frarådes det helt at sejle igennem de fleste af disse gennemsejlinger. Da vi nærmede os det sydligste cut, hvor vi ville igennem, begyndte vi at blive nervøse. Vi havde sejlet for motor hele natten, og Henrik var sikker på, at der kun var dampe tilbage.

Vi ville ikke risikere at løbe tør for diesel midt i gennemsejlingen uden mulighed for at bevæge os for sejl, så da vi var ti sømil derfra, slukkede vi motoren. Vi blev nødt til at komme derhen for sejl, så vi kunne bruge motoren til at komme igennem, hvis vi ikke skulle risikere at ende på revet.

På kryds i stormvejr

Uden motor begyndte vi dog igen at glide baglæns, men i horisonten kunne vi se et skydække nærme sig. I håbet om, at det kunne bringe lidt vind, accepterede vi, at vi lå stille og drev for strømmen. To frustrerende timer senere nåede fronten os endelig, og den havde vind med sig - meget af den!

Lige pludselig blev himlen grå, og i løbet af fem minutter gik vi fra 2 m/s til 12-14 m/s. Vinden drejede, så den i stedet kom forfra, og regnen piskede ned. Bølgerne blev hurtigt høje, og jeg tabte min yndlingskasket i havet.

Henrik sagde, at vi kunne vende om efter den, men det var umuligt. De næste tre timer krydsede vi op imod vind og bølger, og vi holdt vejret, da vi nærmede os gennemsejlingen. Igennem kom vi uden skræmmer, og det lykkedes os endda at komme helt ind til ankerpladsen uden at starte motoren.

Modhager på skroget

Selvom vi havde modstrøm mellem de to øgrupper, så havde vi nok haft væsentlig færre problemer, hvis vi havde renset bunden, inden vi forlod Eluthera. Dagen efter dykkede Henrik på skroget, og det viste sig, at vi havde et fint rødt langhåret tæppe over det meste af skroget.

Vi har ikke tidligere været vant til jævnligt at rense bunden, men vores copper coat bundmaling er tydeligvis ikke så god, som den har været. Det kommer dog ikke som den helt store overraskelse, da det denne sommer er 10 år siden, vi fik det lagt på. Det er vist noget, vi bør ordne, når vi kommer på land næste gang. 

På bar med pole-stang og Pitbull

Vi blev på ankerpladsen ved Lynyard Cay i en lille uge, og jeg kunne være blevet der endnu, hvis ikke Henrik havde insisteret på at sejle videre til et sted, hvor vi kunne handle ind. Han synes åbenbart til sidst, at aftensmaden blev lidt for kreativ, som beholdningen af mad blev mindre.

For sejl bevægede vi os derfor nordpå mod Hope Town, hvor vi vidste, at vi kunne få diesel - og denne gang med en væsentlig hurtigere og mere manøvredygtig båd.

Vi stoppede halvvejs ved Tahiti Beach, som er en populær strand, og om aftenen tog vi gummibåden i land til en restaurant på Lubbers Cay, så vi kunne få “rigtig mad”. Der ligger to restauranter ved siden af hinanden, men den ene er lukket. Det viste sig dog, at den for nylig er blevet solgt til den sydamerikanske musiker Pitbull, og han havde været på besøg i naborestauranten, da han besigtigede sin nye investering.

Servitricen og jeg fandt hurtigt hinanden i en fælles begejstring for hendes møde med berømtheden, modsat en af stamgæsterne der havde været mindre imponeret over mødet med Pitbull: - Do you have a real name? ‘Cause I’m not calling you fucking Pitbull all night!, sagde han (som hedder Armando).

I baren var der desuden en pole-stang, som Miss Brazil åbenbart havde kunnet nogle tricks på. Jeg tror, hun kom sammen med Pitbull, men denne aften var det dog mændene, der skiftedes til at imponere hinanden med bruge stangen til at lave håndstand. 

Ødelagt af orkan

Når vi ikke taler om Pitbull med folk fra Abacos, så taler vi om Dorian. Abacos blev hårdt ramt af orkanen Dorian i 2019, og man kan stadig se rester af orkanens ødelæggelser mange steder. Orkanen er siden blevet beskrevet som en kategori seks, dvs. uden for kategori. I Marsh Harbour, der er den største by i Abacos, var orkanen kommet med tre tornadoer, der havde pløjet igennem byen.

En ung fyr fortalte os, at en af tornadoerne havde skubbet en syv meter høj bølge foran sig, som havde ødelagt alt på sin vej, og næsten hele byen var endt ude i havnen. I Hope Town, som er en lille pittoresk by, der ligger omkring en beskyttet bugt, havde vandstanden været fire meter over normal vandstand, og her var alt også ødelagt.

Det er dog imponerende at se, hvordan indbyggerne i både Hope Town og Marsh Harbour har formået at rydde op og få genopbygget byerne, selvom vi også kan se, at de ikke er færdige endnu.

Lidt værre stod det til i den ellers hyggelige New Plymouth på Green Turtle Cay. Her var det meste også blevet ødelagt i orkanen, og selvom flere huse var renoverede, stod der også mange ødelagte huse i byen. Bl.a. havde regeringen bygget en ny bygning til told og immigration, men ladet den gamle stå, da de mente det var en historisk bygning. (Bedøm selv ud fra billedet).

Heldigvis har alle vi har talt med givet udtryk for, at det går fremad, og at de er ved godt mod. Og så er de glade for, at vi er kommet: - Tak fordi I kommer og besøger vores land.... Jamen, vi kan slet ikke lade være!

Signe